AaB

AaB-talenter topper rækken

Der var både skidt og kanel, da AaB's tre ældste talenthold havde Randers-weekend

AaB's talenthold i de landsdækkende rækker var i denne runde i aktion mod Randers. Arkivfoto: Martin Damgård

AaB's talenthold i de landsdækkende rækker var i denne runde i aktion mod Randers. Arkivfoto: Martin Damgård

FODBOLD:AaB's U15, U17 og U19-hold har alle været i kamp i den forgangne weekend mod Randers.

Bedst gik det for AaB's U15-hold, der besejrede de kronjyske heste med hele 6-0. Dermed fulgte AaB-spillerne godt op på forrige weekends erfaringer, hvor man deltog i Danmarks stærkeste ungdomsturnering Crowne Plaza Cup. Her blev det blandt andet til 2-2 mod Juventus.

Christian Tcacenco, Emil Borup, Georg Ejsing (x2), Valdemar Damgaard og Frederik Baandrup stod for de seks AaB-scoringer.

Med den overbevisende sejr over Randers topper AaB's U15-hold den landsdækkende række med maksimumpoint efter to kampe.

Helt så godt ser det ikke ud for AaB's U17-hold, der i denne sæson ser ud til at få det svært trods en fin indledning på sæsonen med en sejr over Lyngby.

I søndagens kamp mod Randers blev man decideret kørt over i en forestilling, der i den grad udstillede AaB-holdets mangler. Trods godt Randers-spil kan AaB-spillerne ikke sige sig fri fra et medansvar i flere af Randers-scoringerne. Oskar Mortensen stod for AaB's enlige scoring, da han reducerede til 1-5.

Efter 90 minutters fodbold kunne Randers juble over en sejr, som i virkeligheden sagtens kunne være blevet markant større. AaB havde for sin del også en del muligheder, men de normale offensive profiler Anders Nosche og Oscar Meedom havde glemt skarpheden i omklædningsrummet.

AaB's U19-hold formåede at hente et point, da man var en tur i Randers. Kampen sluttede 1-1, men det var en kamp, som AaB-træner Kim Leth gerne ville have haft lidt mere med fra.

- Vi havde godt styr på kampen i de første 45 minutter. Faktisk helt frem til vi scorede til 1-0, men så lavede vi fire udskiftninger, fordi vi har nogle spillere, der er med omkring Superligaen og derfor skal doseres. Det var ikke dårlige præstationer af de indskiftede spillere, men det brød bare rytmen, som gjorde, at Randers kom bedre med, siger Kim Leth.

Han noterede sig flere gode præstationer fra AaB-spillerne, der blandt andet havde Casper Gedsted og Vladimir Prijovic med fra superligatruppen.

- Casper Gedsted, Jeppe Røge, Noah Holmstrøm og Christoffer Ravn leverede nogle gode personlige præstationer. Der var i det hele taget mange spillere, der leverede på et godt niveau, siger AaB's U19-træner.

Med det ene point i Randers står AaB's ældste talenthold med fire point efter tre kampe. Tre kampe, der har været vidt forskellige.

- Vi har set vores bundniveau mod Lyngby. Vi har set vores topniveau, da vi besejrede FC Midtjylland, og så var det en godkendt indsats mod Randers. Vi har set, at vi kan være med i den sjove ende af rækken, når vi spiller på top, konstaterer Kim Leth.

Næste opgave for de tre AaB-hold er den 11. september, når det gælder opgør mod SønderjyskE.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.