Aalborg-boss: Har aldrig tabt så mange kampe

Aalborg Håndbold har behov for to point i onsdagens hjemmekamp mod Tønder

Thomas Jasper
Arkivfoto: Bente Poder
Aalborg Håndbold 14. marts 2018 06:35 - Opdateret 14. marts 2018 10:22

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold løb ind i sæsonens 21. nederlag i alle turneringer, da man i lørdags tabte udekampen mod Skanderborg Håndbold.

Og selv om mange af nederlagene er faldet mod flere af Europas bedste hold i Champions League, er de begyndt at tære på de forsvarende mestres selvtillid.

- Jeg har aldrig været med til at tabe så mange kampe på en sæson, og det er der ingen her, der har. Vi har heller aldrig mødt så mange gode hold, men det er klart, at det tærer på selvtilliden, når man taber så meget. Vi har brug for nogle succesoplevelser, siger direktør Jan Larsen.

Den succesoplevelse jagter Aalborg Håndbold allerede onsdag aften, hvor 888ligaens bundhold fra TM Tønder kommer på besøg.

- Der er ikke noget at rafle om. Det er en kamp, vi skal vinde. Tønder har gjort det godt i flere kampe. Senest slog de SønderjyskE og tidligere på sæsonen sendte de også BSV (Bjerringbro-Silkeborg, red.) ud af pokalen, men på vores hjemmebane er det selvfølgelig et hold, vi skal vinde over, siger Jan Larsen.

Aalborg Håndbold må dog fortsat undvære den knæskadede islænding Janus Smarason. Der er kampstart i Jutlander Bank Arena 18.30.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...