Aalborg-fløj er på klubjagt i udlandet
Lige nu har Mark Strandgaard fokus på sæsonens afgørende kampe, men der er også en klubfremtid, der endnu ikke er afklaret

Mark Strandgaard har endnu ikke fået afklaret, om han får et udlandseventyr at slutte karrieren af på. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
HÅNDBOLD:Han har været sat på skånekost grundet en hælskade i de seneste kampe. I lørdagens kamp mod Skanderborg er det heller ikke sikkert, at Mark Strandgaard kommer i aktion, men det er også først i næste uge, at han for alt i verden skal være fit for fight igen.
Her venter den første af to Champions League-kvartfinaler mod Flensburg-Handewitt. I første omgang skal Aalborg Håndbold forsøge at overvinde Skanderborg og dermed sikre sig et godt udgangspunkt i jagten på mellempuljens førsteplads, som man lige nu kæmper med TTH Holstebro om.
- Målet vil altid være at vinde, og vi vil også vinde vores pulje. Det handler også om, at vi gerne vil skabe et godt flow for os selv, og det gør vi bedst, hvis vi spiller godt og vinder vores kampe. Kampen mod Skanderborg skal være et afsæt mod at ramme vores topniveau mod Flensburg. Vi skal ramme et andet niveau end vi senest gjorde mod Skjern, siger Mark Strandgaard.
Højrefløjen er i gang med sin sidste tid i Aalborg Håndbold. Det ligger fast, at han stopper efter denne sæson.
- Jeg tænker ikke så meget over, at det sikkert er sidste gang, at jeg sikkert prøver de her ting. Det kan være, at jeg lige suger lidt luft ind, når jeg står i det, men lige nu fylder det ikke noget, siger Mark Strandgaard.
Hvad fremtiden skal bringe er endnu ikke afklaret for Mark Strandgaard, der i forbindelse med offentliggørelsen af sit stop i Aalborg Håndbold fortalte, at han drømmer om at komme til udlandet og prøve sig af som en afslutning på en lang og flot karriere.
- Der er ikke nogen afklaring, og jeg er heller ikke tæt på en ny klub lige nu. Af rigtig mange grunde er det svært at få noget på plads. Der er ingen tvivl om, at det udenlandske marked er ramt af corona-situationen. Det er svært at finde en ny klub i udlandet, siger Mark Strandgaard, der ellers har anbefalet sig selv godt med flere stærke præstationer i denne og de forgangne sæsoner.
Det efterlader den sjællandske håndboldspiller med to muligheder for fremtiden.
- I første omgang håber jeg fortsat på at finde en udenlandsk klub. Jeg vil trække den længst muligt i jagten på en løsning i udlandet. Den anden mulighed er, at jeg flytter til Thurø med familien, hvor vi har købt hus, fortæller Mark Strandgaard.
Hvis det ender med en flytning til det sydfynske øhav, er det ikke sikkert, at det bliver til flere kampe på topplan.
- Umiddelbart er det ikke min hensigt at finde en anden dansk klub. Hvis jeg skulle blive i den danske liga, havde det været mest oplagt at forsøge at finde en løsning med Aalborg. Jeg meddelte Jan Larsen, at jeg ville jagte et ophold i udlandet, og det er fortsat målet, siger Mark Strandgaard.
- Hvis det ikke bliver muligt, så kunne det meget vel blive en længere pause eller et decideret stop som spiller. Det er ikke mit håb lige nu, men det er en mulighed, siger Mark Strandgaard.
Med fremtidig base på Thurø slutter Mark Strandgaard til en eksklusiv klub af håndboldfolk, der har bosat sig på øen. Blandt andet er Thurø hjem for landstræner Nikolaj Jacobsen og tidligere landstræner Jan Pytlick.
- Jeg kunne da også godt se mig selv som fremtidig træner. Jeg er godt nok kun fløjspiller, men jeg føler stadig, at jeg har en stor indsigt i spillet, så det er en vej, jeg gerne vil prøve af i fremtiden, hvis der er nogen, som kan bruge mig, siger Mark Strandgaard.
I første omgang handler det dog om at slutte tiden i Aalborg af på bedst mulig vis, og det indebærer allerhelst endnu en DM-titel.
- Vi har været meget dominerende, mens jeg har spillet i klubben. Det vil være det perfekte punktum at slutte af med en DM-titel og som sagt også gerne en tur til Final 4, siger Mark Strandgaard.
Aalborg Håndbold kan sikre sig førstepladsen i sin mellempulje, hvis man vinder over Skanderborg, og TTH Holstebro samtidig taber til Skjern. Der er kampstart klokken 16.10. Kampen kan ses på TV2, hvilket er meget belejligt, da der fortsat ikke må komme tilskuere ind til håndboldkampe.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.