Aalborg Håndbold

Aalborg-profil fik symptomer søndag: - Jeg havde det rigtig dårligt

Målvogter Simon Gades positive coronatest kan betyde, at Aalborg taberdømmes i Champions League

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

Ingenting lørdag, men en rigtig dårlig søndag.

Sådan beskriver Aalborg Håndbold-profilen Simon Gade det forløb, han indtil videre har haft med coronavirus, efter han mandag aften fik svaret om, at han var testet positiv.

- Jeg havde det rigtig dårligt søndag, men det er blevet bedre og bedre. I dag er det gået i halsen, men det går bedre, siger Simon Gade til NORDJYSKE.

Målvogteren beskriver, at han har haft feber og hovedpine, og at virussen nu er gået i halsen. Men han har endnu ikke mærket noget til, at smags- eller lugtesans skulle være forsvundet.

Kan taberdømmes i vigtig kamp

Gade og resten af hold og stab omkring Aalborg Håndbold blev planmæssigt testet mandag morgen som en del af klubbens corona-setup.

Dog blev målvogteren testet før resten af holdet, fordi han havde symptomer. Det viste sig at være en god idé.

Direktør Jan Larsen fortæller, at de allerede på forhånd var bekymrede for Simon Gade, fordi han om søndagen havde udvist symptomer.

- Så stiller vi os selv spørgsmålet om, hvordan det kan ske, men det ved vi simpelthen ikke. Vi har rejst meget og været alle mulige steder de seneste dage. Vi har ikke været samlet siden lørdag, så nu tager vi vores forholdsregler, så alle, der har været tæt på Simon i lørdags og dem, der var med i Ukraine, bliver testet og går i isolation, siger Jan Larsen.

Ingen omkring Aalborg Håndbold har været tætte på Simon Gade siden lørdagens nederlag i ligaen til Bjerringbro-Silkeborg, men alligevel kan den positive test få indflydelse på torsdagens Champions League-kamp mod Celje.

Aalborg Håndbold er lige nu nummer tre i deres gruppe i Champions League. Ender holdet i top fire, får Aalborg hjemmebanefordel i returkampen i ottendedelsfinalerne.

Men hvis der er flere, der tester positiv, så kan kampen i værste fald blive aflyst, og så taberdømmes Aalborg. Hvis det sker, kan både Motor og Kiel overhale det nordjyske flagskib, og så mistes hjemmebanefordelen.

- Vi vil ikke male fanden på væggen. Men vi er i dialog med det europæiske håndboldforbund om, hvis flere er positive. Vi kan ikke gøre andet end at vente os se. Vi vil selvfølgelig holde de retningslinjer, der er for, hvordan sportsfolk skal gebærde sig. Men vi må tage det en dag ad gangen, og så holder vi os ellers for os selv, siger han.

Hvis ingen fra Aalborg Håndbold ellers er positive, og kampen kan afvikles, bliver spillere og stab også testet på kampdagen torsdag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.