Ældre ægtepar udsat for grov vold i sommerhus: Det var en misforståelse

En 43-årig mand overfaldt ældre ægtepar i et sommerhus ved Storvorde, fordi han troede, de havde taget hans værktøj

STORVORDE:En dårlig kombination af alkohol og en misforståelse udviklede sig 6. august til et mareridt for et ældre ægtepar i et sommerhus på Pilekrogen ved Skellet mellem Storvorde og Mou.

Ægteparret - der begge er 70 år - blev om aftenen omkring klokken 21 overfaldet af deres 43-årig nabo, der både slog og sparkede og tog kvælertag på ægteparret. Umiddelbart uden grund.

Ægteparret har ikke været i sommerhuset siden, og er særdeles mærket af den voldsomme episode.

Det kom frem under retssagen, hvor den 43-årig mand - der er norsk statsborger - blev idømt seks måneders fængsel og udvisning af landet i seks år.

Det oplyser anklager Torben Kauffmann.

Kunne ikke tåle at drikke

I Retten i Aalborg kom det også frem, at voldsepisoden beroede på en misforståelse.

Den 43-årig boede i nabosommerhuset sammen med sin kæreste. Han forklarede, at de ikke rigtig havde haft noget med det ældre ægtepar at gøre, men da han 6. august fejlagtig fik den opfattelse, at ægteparret havde taget noget af hans værktøj, slog det klik.

Denne dag havde han nemlig drukket, og det kan han - ifølge ham selv - ikke tåle, fortæller Torben Kauffmann.

Det ældre ægtepar forklarede i retten, at den 43-åriges kæreste havde været ovre tidligere på dagen for at spørge efter en sav, men at der ikke var mere i det.

Men omkring klokken 21 kom den 43-årige pludselig ind i deres stue, hvor han uden varsel først overfaldt den 70-årig mand med knytnæveslag, mens han råbte og skreg.

Da manden kone blandede sig, tog den 43-årig fat om halsen på hende og løftede hende op og kastede hende over mod et skab. Herefter fortsatte han volden mod den 70-årig mand, der blev slået og sparket flere gange.

Inden den 43-årig gik hjem i sit eget sommerhus, hvor han senere blev anholdt af politiet, ødelagde han forskellige ting i ægteparrets sommerhus.

Hævdede det var slagsmål

Selvom den 43-årige erkender, at han var sur, fordi han havde drukket, og at han havde opsøgt sin naboer, så kunne han ikke helt genkende det hændelsesforløb, som ægteparret beskrev, fortæller Torben Kauffmann.

Ifølge den 43-årige udviklede det sig mere til et slagsmål, hvor begge parter var lige gode om det.

Men det troede Retten i Aalborg ikke på, og lagde i stedet vægt på ægteparrets forklaringer, fortæller anklageren.

Den 43-årig valgte at modtage dommen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.