Afspærringer opretholdes: Flere af Techcolleges afdelinger vil være lukket fredag morgen

Arbejdet med at gennemsøge skolens afdelinger er indstillet for nu

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Fredag morgen vil flere af Techcolleges afdelinger fortsat være lukket for elever og lærere. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag aften.

Bombetruslen mod Techcollege og Aalborg Tekniske Gymnasium, som blev sendt tidligt torsdag morgen, vil derfor have konsekvenser i mere end et døgn.

Nordjyllands Politi brugte det meste af torsdag på at afsøge de adresser i Aalborg og Hobro, som var omfattet af bombetruslen, men det arbejde er nu indstillet og genoptages først fredag morgen, oplyser politiet. Dermed er flere afdelinger fortsat afspærret.

Afspærringerne bliver ophævet, efterhånden som politiet får gennemsøgt de enkelte bygninger nøje.

Klokken 14.30 torsdag var Nordjyllands Politi færdige med at gennemsøge Aalborg Tekniske Gymnasiums lokaler på Nyhavnsgade 14. Derefter kunne den afspærring, som også berørte også indkøbscentret Friis samt Hovedbiblioteket i Aalborg. ophæves.

Senere på eftermiddagen kunne også Techcolleges kollegium på Øster Uttrupvej samt afdelingen i Hobro genåbnes. Det betyder, at eleverne i Hobro skal møde som normalt fredag morgen, skriver Techcollege på deres hjemmeside.

Klokken 19.10 oplyste Techcollege, at også Rørdalsvej inklusive skolehjemmet er gennemgået og genåbnet. Det vil sige, at der er normal undervisning på Rørdalsvej fredag.

For at genskabe trygheden hos forældre, elever, lærere og andre, der måtte være berørt af bombetruslen, vil Nordjyllands Politi fredag morgen klokken 07.30 være til stede på Gabels Torv ved Aalborg Tekniske Gymnasium og Friis.

Ligesådan kan eleverne på Techcolleges afdeling på Kirketoften i Hobro tale med lokalpolitiet i morgen tidlig.

Bombetruslen blev sendt på mail torsdag morgen, og foreløbig er ingen anholdt i sagen.

Politiet arbejder så hurtigt som muligt med de tekniske spor fra internettet, så man forhåbentlig kan spore gerningsmanden og få vedkommende anholdt og straffet med en passende straf, sagde politiinspektør Ole Kristensen på et pressemøde tidligere torsdag.

Forældre og elever kan følge med på techcollege.dk, hvor skolen løbende opdaterer, hvilke afdelinger der har undervisning og hvornår.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.