Alarm: Bilister på motorvej indhyllet i røg
Det er sket før - og tirsdag morgen skete det igen

Arkivfto: Martél Andersen
TYLSTRUP:Bilister på motorvej E39 blev tirsdag morgen indhyllet i røg, som kom fra en landejendom lige ved siden af.
Det fik nogle af bilisterne til at ringe 112, da de frygtede brand på gården på Gammel Vråvej syd for Tylstrup.
Nordjyllands Beredskab rykkede ud til gården - og det var bestemt ikke første gang.
Det viste sig, at røgen kom fra et fritstående halmfyr. Der var ild - men inde i fyret, og alt var, som det skulle være. Bortset fra, at røgen fra fyret drev ud over motorvejen på grund af vindretningen. Vel at mærke røg i lav højde.
- Når vinden står i en bestemt retning, bliver biler på motorvejen indhyllet af røgen, siger indsatsleder Charlotte Egebak fra Nordjyllands Beredskab.
Hun har før været kaldt ud til samme gård på grund af en lignende situation, hvor folk troede, at der var brand på ejendommen. Det var der ikke - hverken dengang eller nu.
Men indsatslederen understeger, at bilisterne alligevel har gjort det helt rigtige - at ringe 112 ved mistanke om brand.
- Hellere ringe én gang for meget end én gang for lidt, siger Charlotte Egebak.
Hun oplyser, at ejeren af landejendommen beklagede. Men gården ligger lige ved siden af motorvejen, og ved bestemte vindforhold og temperaturer kan det altså ske, at røgen fra halmfyret driver ud over motorvejen i lav højde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.