Alt for mange børn går ikke i skole - Nu vil kommunen gøre noget ved problemet
Tidligere opsporing og hjælp til børn med bekymrende fravær er altgørende, mener Aalborg-rådmand

Der er fortsat alt for mange børn i Aalborg Kommune, der ikke går i skole på fuld tid, men det kan et nyt serviceeftersyn måske rette op på. Arkivfoto: Michael Koch
AALBORG:Der er fortsat alt for mange børn i Aalborg Kommune, der ikke går i skole. Ifølge den seneste opgørelse var antallet af elever med bekymrende fravær i oktober måned steget til 599 i forhold til 239 året før, og derfor har Aalborg Kommune lavet et serviceeftersyn på området.
Eftersynet bygger blandt på interviews med fokusgrupper fra fire forskellige skoler samt en række fagpersoner, og de efterlyser alle en hurtigere og mere målrettet hjælp til elever med skolefravær og deres familier.
- Vi er nødt til at gå til grænsen af, hvad vi overhovedet kan tillade os her. For det er så alvorlige problemer, der sætter sig som en så ødelæggende oplevelse for børnene efterfølgende. Så selvom man også har været opmærksom på det i rimeligt omfang tidligere, har det ikke været nok til at få den virkning, vi ønskede, siger børne- og ungerådmand Morten Thiessen (K).
Også hjælp uden diagnose
Blandt de ting, Aalborg Kommune har afprøvet, er for eksempel såkaldte Delta-klasser, et særligt indsatsteam samt et øget samarbejde mellem skoler og børnehaver. Og så har man også vedtaget, at der skal være to lærere på i de mindste klasser fremover.
- Men det mangler desværre vi stadig at se de fulde den fulde effekt af, forklarer Morten Thiessen.
Han mener derfor, at kommunen skal være bedre til at se tegnene tidligt i stedet for at vente på at "diagnostisere" sig ud af problemet.
- Det vil nok være der, det største sporskifte kommer til at ske. Så fremover skal vi i videst muligt omfang ikke vente på, at der kommer en konkret diagnose - men agere med den specialpædagogik, vi ved vil være gavnlig for alle børn, påpeger han.
- Men er der overhovedet midler til det?
- Der er ikke jo heller ikke midler til at blive ved på den måde, det går nu. For så ved vi godt, hvordan det risikerer at ende, og så bliver der flere og flere børn, der ender med at koste tæt på en halv million kroner om året - uden i øvrigt få det markant bedre. Så den vej er dumpet på forhånd, og derfor må vi sørge for at skaffe os midlerne og prioritere internt, så vi rent faktisk kan prioritere forebyggelsen, frem for det her med bare at sætte hæfteplaster på bagefter, siger Morten Thiessen.
- Balance må ikke tippe
Nordjyske har gennem flere år dokumenteret, at der ikke alene er større skolefravær. Udgifterne til specialtilbud er - trods mange års fokus på inklusion - også stigende, og det samme gælder udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste til de forældre, der bliver nødt til at gå hjemme, fordi deres børn ikke går i skole. Og det går ikke alene ud over de børn, der der har brug for ekstra hjælp - det har i flere tilfælde også drænet almenskolerne for penge, når pengene til diverse indsatser skulle findes.
- Det er en balance, vi helst ikke skal have tippet. Og det er en af de ting, vi håber co-teaching kan hjælpe os med, så almenområdet bliver mere robust og i stand til at rumme flere elever. Muligvis med lidt lokal hjælp - men udenfor specialtilbuddene, tilføjer Morten Thiessen.
Udover hurtigere og tidligere hjælp til børn med bekymrende fravær anbefaler serviceeftersynet, der fremlægges i børne- og undervisningsudvalget i den kommende uge, også, at fraværet skal ned under 10 procent, og at man undersøger mulighederne for at etablere et hurtigt handlende, tværgående tilbud til elever med skolefravær.
- Der ikke nogen tvivl om, at det er relevant, og at der virkelig er et ønske om det. Og der er heldigvis også en vis enighed om, at det er den vej, vi skal gå, siger Morten Thiessen.
- Så nu har vi fået nogle konkrete punkter og anbefalinger, og så drejer det sig om at få skabt det nødvendige rum og de nødvendige ressourcer, fortsætter han.
- Og her tænker jeg, at vi nok ikke kommer til at vente på, at byrådet finder pengene til det i det kommende budget. Vi må have fundet det internt og uden at vente på, hvad byrådet kan finde bevillinger til.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.