Båd i flammer: Mand hentet med helikopter
Forsvarets Operationscenter har samlet en mand op fra båden og fløjet ham til Aalborg
Opdateret 01. september 2023 kl. 05:44
En brændende båd lå sent torsdag aften ud for stranden omkring fire kilometer vest for Hals.
Båden, der er en 25 fods lystsejler, gik på grund på nordsiden af fjorden, hvor den lå og brændte.
- Båden var overtændt, da vi kommer herud, og vi kan ikke gøre så meget ved det, sagde indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Henrik Christensen torsdag aften.
Han fortalte fra stedet, at båden kort efter klokken 23 lige så stille var begyndt at brænde ud.
Forsvarets Operationscenter, der står for at koordinere redning til søs, fik hurtigt sendt en helikopter, da de fik alarmopkaldet klokken 21.17. Helikopteren var alligevel på træning i området og var derfor hurtigt ved båden. Her fik de kontakt til en mand på båden, som de samlede op og fløj til Aalborg.
Mandens tilstand er ukendt, men ifølge vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Steffen Lunn var der ro på situationen, da manden blev fløjet væk fra båden.
Operationstjenesten sendte også deres maritime indsatsskib Freja fra Frederikshavn til området for at stå for slukningen af branden.
- Vi regner med, at båden når at brænde ud, inden skibet når frem. Indsatsskibet skal dog stå for efterslukning. Og i morgen tidligt skal de hjælpe med at få skibet bugseret væk, sagde indsatslederen fra Nordjyllands Beredskab.
Henrik Christensen kender ikke nationaliteten på båden, årsagen til branden eller hvem der slog alarm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.