Bilist kørte mod betonklods - og forsvandt

Politiet har dog fundet frem til 31-årig fører af uheldsbil

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:En 31-årig mand kørte søndag morgen ved godt 05-tiden galt i krydset Øster Uttrupvej-Budumvej i Aalborg Øst. Og herefter forsvandt manden ellers fra uheldsstedet.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

- Bilisten kørte ind i en betonklods, og bilen fik sig nogle alvorlige buler. Vi fik en anmeldelse om uheldet, men kunne altså ikke i første omgang finde bilens fører, fortæller vagtchefen.

Politiet fandt dog frem til ejeren af bilen, som oplyste, at det var ejerens søn, der havde lånt bilen.

På den måde lykkedes det med lidt benarbejde at finde frem til den 31-årige mand, der da han blev fundet klagede til betjentene over, at han havde smerter i brystet.

Han blev derfor sendt til et tjek på Aalborg Universitetshospital, hvor der ifølge politiet også vil blive udtaget en blodprøve fra manden, da der er mistanke om, at han har kørt i spirituspåvirket tilstand, og det var derfor, han var forsvundet fra uheldsstedet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.