Blev vækket af et brag: Tyve brød ind hus, hvor beboeren lå og sov
Tyvene blev taget på fersk gerning
MOU: En mand i Mou blev natten til onsdag klokken 00.15 vækket af et ordentligt brag, hvorefter han kunne høre stemmer i huset. Det skriver Nordjyllands Politi i dagens døgnrapport.
Manden alarmerede derefter politiet, der efter få minutter kom snigende med slukkede horn og sirener og derfor kunne tage to mænd på fersk gerning, mens de var i gang med at slæbe et tv ud af huset. Der var tale om to mænd på henholdsvis 35 og 40 år.
Da de to mænd var anholdt, fik patruljen kontakt til beboeren, der var noget oprørt over situationen, men i øvrigt uskadt. Derefter gik politiet i gang med at gennemsøge huset for at undersøge, om der var flere gerningsmænd på stedet, og der viste der sig at være.
I kælderen fandt man en 22-årig mand, der forsøgte at gemme sig, men også han blev iklædt et par håndjern og anholdt.
Mændene blev visiteret og fundet i besiddelse af diverse værktøjer – formodentlig til anvendelse ved indbruddet. En undersøgelse af gerningsstedet viste, at mændene fik adgang til huset ved at bryde et kældervindue op. Alle tre mænd blev sigtet for indbrudstyveri.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.