Bo måtte ikke være vikar for at hjælpe de ledige: Særlig årsag giver ham lov alligevel
Dispensationen gives, fordi det er et særligt tilfælde

Da Bo Christensen gik på pension i marts, tilbød han sin gamle arbejdsgiver at hjælpe som tilkaldevikar. Det afviste skoleforvaltningen i første omgang. Men så blev der søgt dispensation. Arkivfoto: Lars Pauli
NØRRESUNDBY:Udgangspunktet var et nej – men nu må pensionerede Bo Christensen alligevel hjælpe som tilkaldevikar på sin gamle skole.
Det skyldes, at han helt særligt har fået dispensation af kommunen, der som udgangspunkt ikke vil benytte pensionerede skolelærere som vikarer.
- Det er jeg meget tilfreds med, fortæller Bo Christensen.
Ledige står først
Når Aalborg Kommune som udgangspunkt ikke benytter pensionerede skolelærere som vikarer i folkeskolen, skyldes det en aftale med Aalborg Lærerforeningen.
Idéen med aftalen er, at man hellere vil benytte de omkring 100 ledige lærere i kommunen, fremfor lærere som Bo, der har valgt at gå på pension.
Kommunen har dog mulighed for at dispensere for reglerne i helt særlige tilfælde.
Og det har været tilfældet i sagen om Bo Christensen, der blandt andet kan undervise i fysik/kemi, hvor det er svært at finde vikarer.
- Havde jeg kun kunnet undervise i matematik, dansk og engelsk, så havde de kunnet henholde sig til, der ikke var noget specielt tilfælde i mig, forklarer han.

Skolechefen i Aalborg Kommune, Mads Rune Jørgensen, forklarer, at forvaltningen vurderede, Bos sag levede op til kriterierne for dispensation i særlige tilfælde. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Gælder frem til sommerferien
Skolechef i Aalborg Kommune Mads Rune Jørgensen bekræfter, at der er i Bos tilfælde er givet dispensation.
- Der er en procedure for, hvordan man får dispensation, og den har man så fulgt på skolen, efter artiklen udkom. Der har forvaltningen så kigget på ansøgningen, og den har vi så godkendt frem til sommerferien.
Når dispensationen kun gælder i tre-fire måneder, skyldes det, at der i aftalen med lærerforeningen står, at dispensationer kan gives i en begrænset periode.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.