Ildebrand

Brand hos autoophugger: Værksted ødelagt

Nordjyllands Beredskab rykkede med ekstra mandskab for at bekæmpe brand

Værkstedet udbrændte totalt. De gælder også de to biler, der stod på liftene i værkstedet. Foto: Jan Pedersen
Værkstedet udbrændte totalt. De gælder også de to biler, der stod på liftene i værkstedet. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 21:19

HVORUP: Der udbrød torsdag aften kort før klokken 19.30 brand i et værksted hos Nordjysk Autoophug på Gl. Hvorupvej i Hvorup nord for Nørresundby.

Alarmen om branden lød klokken 19.27.

Medarbejderne hos autoophuggeren var gået hjem til normal tid ved arbejdstids ophør, og der var derfor ikke fare for mennesker ved branden.

Autoophuggeren var så blevet ringet op af sit alarmselskab, at der var gået en brandalarm.

- Da de kom herud, opdagede de ilden i værkstedet, og så alarmerede de os, fortæller indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg.

- Branden var opstået i en såkaldt miljøhal, hvor autoophuggerne skiller bilerne ad og gør dem klar til skrot. Her var der plads til to lifte, og der stod en bil på hver lift. Branden er så opstået i denne hal, forklarer Nils Eltzholtz.

Beredskabet havde et fuldt slukningstog med to brandbiler og otte mand afsted i første omgang.

- Da jeg er lidt stedkendt og frygtede, at branden var i en af de bygninger, som var bygget sammen med andre bygninger på stedet, tilkaldte jeg ekstra folk og en tankvogn for en sikkerheds skyld, så vi var i alt 11 mand afsted inklusive vores saneringsvogn, fortæller indsatslederen.

Brandfolkene kunne efter omkring halvanden times arbejde vende hjem til stationen i Aalborg efter overstået arbejde.

Tilbage stod ruinerne af et bilværksted.

- Det er helt udbrændt og det samme er de to biler, som stod på liftene i værkstedet, konstaterer Nils Eltzholtz.

Brandårsagen er ukendt, men der vil nu blive foretaget en brandteknisk undersøgelse af teknikere fra Nordjyllands Politi, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Han understreger, at der intet mistænkeligt er ved branden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden