Brand i børnehave: Alle børn evakueret - to fra personalet på skadestuen
Personalet reagerede helt efter instrukser om evakuering, da der opstod ild i børnehaven Børnely i Mou
Opdateret kl. 17:39
MOU: Mandag eftermiddag udbrød der brand i børnehaven Børnely i Mou, Aalborg Kommune.
Ilden opstod i et puderum eller lignende, mens der både var børn og personale i institutionen.
Indsatsleder Jakob Schmidt fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg kan dog fortælle, at samtlige børn og ansatte kom ud i tide.
– Personalet har handlet rigtig flot ved lige præcis at følge de instrukser, de havde om evakuering. Så det gik supergodt, fastslår indsatslederen.
Dog måtte to medarbejdere køres til skadestuen for at blive undersøgt for eventuel røgforgiftning, da de kom tæt på det sted, branden opstod, for at evakuere børn. Til gengæld kom ingen af børnene noget til, ifølge indsatslederen. Alle blev evakueret til den nærliggende skole.
To rum i børnehaven blev kraftigt brandskadet, og så blev en række andre rum skadet af røg og sod.
– Institutionen består af flere længer, og den længe, hvor DUS‘en holder til, er ikke berørt. Men selve børnehavedelen er lukket og vil ikke kunne benyttes i et stykke tid, oplyser Jakob Schmidt.
Politiets teknikere skal nu foretage tekniske undersøgelser og prøve at finde frem til brandårsagen.
– Der er nu iværksat en bagvedliggende kriseplan for at håndtere børn og forældre. Der kan sagtens være nogle, der bliver berørt af det her, og det er der et beredskab klar til i børneforvaltningen, fortæller indsatslederen.
Meldingen om brand kom klokken 13.43.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.