Brand midt i Aalborg: Tre reddet ud med stige

Kraftig røgudvikling i opgangen på etageejendom på Østre Allé

Jens Hukiær
Foto: Jan Pedersen
Ildebrand 12. december 2018 21:30 - Opdateret 13. december 2018 08:22

AALBORG: En kvindelig beboer og hendes lille barn måtte køres til Aalborg Universitetshospital til et tjek for røgforgiftning, da der klokken 20.08 udbrød brand i etageejendommen på Østre Allé 14 i Aalborg. Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Beredskab måtte redde tre beboere i ejendommen ud med stigevognen.

I alt var beredskabet straks efter alarmen var indløbet på stedet med fire brandbiler og to ambulancer. 15 brandmænd var i aktion i forbindelse med branden.

Branden er ifølge vagtchefen formentlig startet i et oplagsrum i kælderen under beboelsen. Brandvæsen og politi kom lynhurtigt til stedet, hvor der var en voldsom røgudvikling i opgangen.

– Hele opgangen var fyldt op af den voldsomme røg, oplyser vagtchefen.

Tekniske undersøgelser

Han vil ikke gisne om hvorvidt branden er påsat.

– Det kan være affald med cigaretskod eller andet, der er smidt i affaldscontaineren. Men vi kan heller ikke afvise, at branden er påsat. Det skal tekniske undersøgelser forsøge at fastslå, siger Karsten Højrup Kristensen.

Det sker formentlig i løbet af torsdag.

– Da vi kom herned til ejendommen, der består af kælder, stue, 1. sal og 2. sal med en taglejligheder, var der kraftig røgudvikling fra to af lejlighederne, og folk gav sig til kende i vinduerne, og vi igangsatte straks en redningsaktion med stigevognen. Samtidig blev vi gjort bekendt med, at der formentlig befandt sig en person i ejendommens taglejlighed, så vi sendte et røgdykkerhold ind i den meget røgfyldte opgang for at få vedkommende hentet ud, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Aalborg Kommune, Jakob Schmidt.

Det lykkedes røgdykkerholdet at få beboeren ud, og derefter blev de øvrige lejligheder afsøgt for eventuelle beboere, og der blev indsat et andet røgdykkerhold til at gå i kælderen for at bekæmpe branden.

Sjælden redningsaktion

Det er meget sjældent beredskabet må redde tre personer ud med stigevogn. Men opgangen var så røgfyldt, og ejendommen har ingen bagtrappe, så det var nødvendigt i dette tilfælde.

Udover at få alle personer reddet ud og tilset af sundhedsberedskabet på stedet fik beredskabet også reddet en kat ud. Den fik lidt ilt, og så var den klar igen.

– Ejendommen bliver nu lukket af. En nabo var så flink at tage mod beboerne i sin stue, og de bliver nu genhuset natten over, fortæller indsatslederen.

Nordjyllands Beredskab var færdige med deres opgaver i forbindelse med branden efter halvanden times hektisk arbejde.

Fra Nordjyllands Politi oplyses det, at skadesservice arbejder på højtryk med rengøring af alle lejligheder i ejendommen - seks styk - og det forventes, at beboerne kan komme tilbage igen i løbet af torsdag.

Østre Alle var i knap tre kvarter spærret i begge retninger fra Hadsundvej til Vejgaard Møllevej. Klokken cirka 20.45 var Østre Allé igen farbar.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...