Brand i ledninger: Beboere evakueret - kro lukket

Drilsk brand i etageejendom midt i Aalborg

Færø Kroen i Aalborg måtte lukke midlertidigt, da strømmen blev afbrudt på grund af ild i en el-installation. Arkivfoto

Færø Kroen i Aalborg måtte lukke midlertidigt, da strømmen blev afbrudt på grund af ild i en el-installation. Arkivfoto

AALBORG:En etageejendom på Færøgade i Aalborgs øgade-kvarter blev lørdag aften ramt af brand, og beboerne i en hel opgang måtte evakueres.

Ilden var opstået i el-installationerne i en af lejlighederne over værtshuset Færø Kroen, og brandfolkene måtte afbryde strømmen i ejendommen. Det betød, at også kroen måtte lukke midlertidigt.

Indsatsleder Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab fortæller, at en beboer i en af lejlighederne ved 18-tiden bemærkede røg fra et el-skab. Beboeren ringede 112, og da brandfolkene nåede frem, konstaterede de, at røgen kom fra en brand i et el-skab i en nabolejlighed, hvor ingen var hjemme.

På grund af røgen blev beboerne i hele opgangen bedt om at gå ud på gaden, mens brandfolkene fik slukket ild og gløder. Det medførte blandt andet, at flere bjælker måtte skæres op.

- Det var en drilsk omgang, som varede flere timer, siger Bent Pedersen om slukningsarbejdet.

Røgen i opgangen trængte op i flere lejligheder, men ingen personer kom noget til. Et par af beboerne må dog genhuses, indtil skadeservice er færdig med at lufte ud og gøre rent.

Det var muligvis en teknisk fejl i de elektriske installationer, der startede ilden, som ikke var omfattende. Men der er en del røgskader.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.