Brand i sofa: Ældre kvinde fik røg
Brandfolk fik sofa ud fra rækkehus i Storvorde, mens kvinden måtte en tur om skadestuen
Opdateret kl. 13:30
STORVORDE: En 68-årig måtte en tur omkring skadestuen på Aalborg Universitetshospital til et tjek for røgforgiftning efter en brand i hendes rækkehus på E. Jørgensens Plads i Storvorde søndag formiddag.
Nordjyllands Beredskab fik alarmen klokken 10.44.
Der var masser af røg, da beredskabet kom til brandstedet beretter Jesper Rasmussen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Aalborg Kommune.
Kvinden var selv kommet ud af rækkehuset og sad i en havestil, da beredskabet ankom.
- Hun havde selv forsøgt at slukke ilden, men måtte give op. Vi fik i løbet af en times tid slukket ilden, ventileret godt ud og så kunne vi ellers køre hjem igen, fortæller indsatslederen.
Otte mand fra stationerne i Aalborg og Mou var i aktion ved branden, hvor ingen andre end den ældre kvinde altså kom til skade.
- Det er lidt uvist, hvad der er sket, men branden er formentlig opstået i forbindelse med rygning, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
Han fortæller, at kvindens pårørende er underrettet.
Branden var slukket igen godt 10 minutter over 11, og brandstedet er efterfølgende frigivet til skadesservice.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.