+Bus-arbejde begynder ved Haraldslund: Bassin nedlægges - det skal der være i stedet

Det 12 kilometer lange anlægsarbejde begynder i vestbyen i slutningen af maj

Niels Brauer
Den kommende forplads og station set inde fra Haraldslund. I baggrunden anes +Bussen.$ID/NormalParagraphStyle:Illustration: COBE Architects
Trafik 14. februar 2019 08:17 - Opdateret 14. februar 2019 08:17

AALBORG: Ved udgangen af maj begynder den kommende BRT-forbindelse, også kendt som +Bus, så småt at kunne ses i gadebilledet.

Mere præcist sker et, når der bliver taget hul på etableringen af pladsen foran Haraldslund Vand og Kulturhus, hvor en af forbindelsens stationer får til.

Hele vejen gennem planlægningen har forpladserne været en integreret del af det samlede projekt, og var derfor en vigtig del af ansøgningen, da kommunen søgte staten om midler til den højklassede busforbindelse. Formålet med BRT-løsningen er ikke alene at flytte brugerne fra et sted til en andet, men også at skabe sammenhæng i byrummene ved stationerne og sikre gode omstignings- og venteforhold på de væsentligste knudepunkter på strækningen.

Stationsforpladsen foran Haraldslund Vand og Kulturhus er den første plads på BRT strækningen, der står overfor en forvandling. Med input fra borgerrepræsentanter fra Haraldslunds brugerråd og Vestbyens Samråd har arkitektfirmaet COBE Architects bistået kommunen med at lave et skitseforslag til omdannelse af pladsen.

Leg og samvær

En plads til leg og samvær for alle aldersgrupper var blandt de anbefalinger, der rangerede højest, da de lokale borgerrepræsentanter blev spurgt til råds for at samle input til skitseforslaget. Aalborg Kommune har forsøgt at tilgodese så mange af ønskerne som muligt inden for den ramme på syv mio. kr., som er afsat til omdannelse af pladsen.

Visionen bag pladsens nye indretning er ifølge by- og landskabsforvaltningen at skabe en grøn plads med stor fleksibilitet, en ’byskov’, der kan fungere som et attraktivt mødested for beboerne i vestbyen.

Spejlbassin nedlægges

For at skabe god adgang både til den kommende BRT-station og til Haraldslund nedlægges spejlbassinet på pladsen. I stedet etableres en stor sydvendt opholdstrappe, og der plantes et stort staudebed, som tilsammen vil skabe et roligt udendørs opholdsrum foran Haraldslund. Den eksisterende statue flyttes længere mod øst, hvor der også sikres plads til markedsaktiviteter og lignende arrangementer.

Niels Brauer
Etablering af station og forplads indebærer, at spejlbassinet sløjfes, mens badenymfen i bronze får ny placering længere mod øst. Foto: Henrik Bo

Projekteringen af pladsen vil foregå frem til maj.

I projekteringen foretages der ofte mindre justeringer for at omsætte skitsen til virkelighed og lave en køreklar plan, som pladsen kan anlægges ud fra. Pladsen forventes at kunne tages i brug inden udgangen af året.

22 stoppesteder på 12 km

Undervejs på den 12 kilometer lange BRT-strækning anlægges der 22 stoppesteder. På hver enkelt station etableres en perron med en længde på 25 meter og med en rampe i hver ende på godt fire meter.

Turen fra den ene ende til den anden anslås at ville tage cirka 32 minutter. Der bliver cirka 7,5 minutter mellem busserne, der hver får plads til 150-200 passagerer.

Den nye busforbindelse mellem Øst- og Vestaalborg ventes at være færdig i løbet af 2023.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...