AaB

Cifuentes kræver større skarphed for at blive tophold

Se billeder: Martí Cifuentes er overordnet set fan af VAR trods den tvivlsomme annullering af Tim Pricas mål

Martí Cifuentes er glad for VAR trods den sene og tvivlsomme annullering af Tim Pricas scoring. Foto: Torben Hansen

Martí Cifuentes er glad for VAR trods den sene og tvivlsomme annullering af Tim Pricas scoring. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Da Martí Cifuentes var forbi pressen i minutterne efter kampen, havde han endnu ikke set kampens dramatiske højdepunkt, der indtraf i tillægstiden. Tim Pricas annullerede mål var det store samtaleemne, men det var ikke en debat, som AaB-træneren havde den store lyst til at deltage i. Han viste i stedet format ved at fokusere på det store billede i stedet for at pege på manglende marginaler, som en årsagsforklaring.

- Jeg har ikke set situationen på TV endnu, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg har lyst til at se den. Jeg vil gerne understrege, at jeg personligt er fan af VAR. Jeg synes, det er godt redskab for spillet, siger Martí Cifuentes.

- Det var ellers en dejlig følelse, som vi lige nåede at få, men sådan er det i den nye fodbold. Det er en ny ting, så det kan være, at systemet ikke er optimeret helt. Jeg tror altid på, at dommerne vil gøre det bedst muligt, så jeg skal ikke klandre dem, siger Martí Cifuentes.

Han havde været vidne til en første halvleg, som han ikke var tilfreds med. Derfor tog han bestik af situationen og forsøgte at ændre tingenes tilstand i pausen.

- OB spillede med en diamant på midtbanen, som udfordrede os. De var fire mand på midten, og vi var tre, så det gjorde det svært for os i første halvleg. Vi kæmpede med at få styr på andenboldene fra de lange bolde op mod Okosun og Thrándarson. Det blev bedre i anden halvleg, da vi ændrede formation, så vi havde fem mand til at kæmpe på midten efter pausen, siger Martí Cifuentes, der savnede skarphed fra sine spillere.

- Vi må lære, at vi ikke kan få scoret mål mod os på den måde, som det skete. Vi havde selv to klare chancer, og hvis vi skal være et tophold, så skal vi score på sådan nogle chancer, siger Martí Cifuentes.

- Jeg føler, at vi var bedre end OB i anden halvleg, men vi kunne ikke få sat det sammen til et point, og det er skuffende, siger AaB-træneren.

- Det positive var, at vi trods alt viste noget karakter, siger Cifuentes.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.