Coronavirus

Corona-smitte: Endnu et nordjysk gymnasium sender elever hjem

Efter smittetilfælde har gymnasiet sendt 33 elever hjem

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Coronatallet er stigende i hele Nordjylland. Det går nu også ud over Hasseris Gymnasium, hvor en 2.g-klasse og en enkelt underviser er blevet sendt hjem, efter en elev er blevet testet positiv med covid-19.

- Ja, vi kan ikke reklamere med mere, at vi er eneste sted i Nordjylland, der ikke er coronaramt. Vi havde et enkelt tilfælde i dag, siger rektor Ole Droob fra Hasseris Gymnasium .

I dag præciserede Sundhedsstyrelsen retningslinjerne for blandt andet hjemsendelse af gymnasieelever. Hele klassen behøver ikke at blive sendt hjem. Derimod skal man opspore de nære kontakter.

Alligevel har Hasseris Gymnasium valgt at sende hele elevens klasse hjem.

- De har været i arbejdsgrupper på kryds og tværs, så det er håbløst at begynde at finde ud af, hvem der har siddet sammen med hvem. Derfor har vi valgt at definere hele klassen som nære kontakter, siger rektoren.

Det drejer sig om 27 elever i klassen og 5 elever i andre klasser, der vurderes som nære kontakter og derfor er sendt hjem.

Var forberedt

Med det stigende smittetryk i Nordjylland kommer det ikke bag på rektor Ole Droob, at coronasmitte også rammer gymnasiet. Faktisk var lærerne ved at forberede sig på, at undervisningen nok ikke vil forløbe som normalt.

- Så sent som i går, onsdag, gennemgik vi Microsoft Teams (videokonference-software, der kan bruges til hjemmeundervisning/red.) med lærerne. Vi kender det jo allerede fra foråret. Så vi var klar, for vi vidste godt, det her ville ske, da alle andre gymnasier er ramt, siger Ole Droob.

Klassen skal nu modtage hjemmeundervisning allerede fra fredag. Eleverne kan vende tilbage til gymnasiet igen, når de to gange med et par dages mellemrum er testet smittefri.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.