Politiet i aktion: 32 kørte over for rødt på halvanden time

Politiet havde travlt med bødeblokken onsdag morgen

Husk nu lyset på cyklen, lyder opfordringen fra Nordjyllands Politi. Foto: Klaus Madsen

Husk nu lyset på cyklen, lyder opfordringen fra Nordjyllands Politi. Foto: Klaus Madsen

AALBORG:Tidligere onsdag morgen var betjente på gaden i Aalborg for at kontrollere den cyklende morgentrafik. Det blev til en hel del sigtelser på kort tid.

Det fortæller lederen af Operativ Færdsel, politikommissær Thomas Ottesen i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi. Han oplyser, at politiet befandt sig på Borgergade i det centrale Aalborg i tidsrummet fra kl. 06.30 – 08.00.

- Og i løbet af bare denne halvanden time sigtede vi i alt 39 cyklister i den aalborgensiske morgentrafik, siger politikommissæren.

Allerflest af dem kørte over for rødt lys: Det blev til 32 sigtelser for at køre over for rødt, mens 6 ikke havde lys på cyklen og 1 kørte på fortovet.

For sikkerhedens skyld

Thomas Ottesen opfordrer til, at cyklister udviser omtanke i trafikken. For egen sikkerheds skyld.

- Vores kontrol af cyklister handler om trafiksikkerhed. Det er farligt at køre over for rødt og uden lys på cyklen – og cyklister er udsatte, hvis der sker en ulykke,” siger Ottesen.

- Hvis man kører over for rødt, og man i øvrigt heller ikke benytter lys eller lygter på sin cykel, så skaber man farlige situationer, hvor man ikke længere selv er herre over, hvad der kan ske i trafikken – og man sætter ikke bare sig selv, men også andre, f.eks. en bilist, i en uheldig situation.

Politikommissær Thomas Ottesen minder om, at man som cyklist er den ”bløde” trafikant, og hvis man er svær at se og samtidig kører over rødt, ja, så øger det risikoen for et sammenstød med en bil. Med potentielt alvorlig udgang.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.