Danielle er både komiker og psykolog: - Hvis jeg kun var det ene, ville det ikke fungere

Danielle Dahlhus er psykolog om dagen, men om aftenen står hun på en scene og laver jokes. Bliv klogere på, hvordan hun kombinerer sine meget forskellige jobs

Danielle Dahlhus underholder på scenen, når hun ikke arbejder som psykolog. Foto: Lars Pauli

Danielle Dahlhus underholder på scenen, når hun ikke arbejder som psykolog. Foto: Lars Pauli

AALBORG:På scenen fortæller en storsmilende nordjyde en joke om bland selv slik, som efterfølges af et stort grin og en klapsalve fra en udsolgt sal. Vittighederne handler om alt lige fra porno til basketballikonet Michael Jordan. Det er tydeligt, at Danielle Dahlhus elsker at stå på scenen denne aften i Aalborg.

Flere aftener om ugen bruger hun på at stå på scenen og lave stand-up komik. Dagene bruges i hendes klinik. Udover titlen som komiker er hun nemlig også selvstændig psykolog.

To verdner, der umiddelbart ikke passer sammen. Den fordom har Danielle Dahlhus også haft svært ved. Faktisk stoppede hun med stand-up, da hun startede på psykologistudiet i Aalborg.

- Må jeg godt være komiker samtidig med at være psykolog? Jeg var bange for, at det ville begrænse mit virke som psykolog, hvis også jeg lavede stand up, siger Danielle Dahlhus.

Sidste år valgte hun dog at optage sin komikkarriere, samtidig med, at hun åbnede sin egen psykologklinik. Som stand-upper har hun varmet op for Linda P, og i sidste uge optrådte hun med komikerne Michael Schøt og Jacob Taarnhøj. Som psykolog er hun i gang med et forskningsprojekt og starten på en Ph.d. venter lige rundt om hjørnet.

Hør Danielle Dahlhus på scenen:

Danielle comedy

Lyt til...

Danielle comedy

To verdener - et menneske

Denne aften blandt publikum, øl og håndsprit står flere kameraer og en fotograf. Hele hendes optræden bliver filmet, så det kan blive lagt op til offentligt skue.

Indtil nu har Danielle Dahlhus været meget påpasselig med, hvad hun lagde op på de sociale medier. Ingen videoer med hende på scenen, ingen jokes, intet, der viste hendes fjollede side, er at finde på hendes Facebook. Hun var bange for ikke at blive taget seriøs som psykolog.

Modsat er forskning eller psykologarbejde ikke noget, der fylder på hendes profil på Instagram. De to verdener har været adskilt.

Men det bliver der lavet om på nu. På scenen fortæller hun om, at hun er psykolog. Der er flere, der kigger på hinanden med en undrende mine. Kan det passe, synes de at tænke. Det bliver dog afløst af latter, da hun fortæller, at folk tror, hun kan læse tanker.

Danielle Dahlhus lægger sidste hånd på sine jokes, inden hun om lidt skal indtage scenen. Foto. Lars Pauli

Danielle Dahlhus lægger sidste hånd på sine jokes, inden hun om lidt skal indtage scenen. Foto. Lars Pauli

Joken og resten af showet kommer på videoerne, der vil blive set af mange - også kommende klienter i psykologpraksis.

- Jeg har fundet ud af, at hvis man gør sig umage og er dygtig nok, så skal det nok gå med begge ting. Jeg kan sagtens være en seriøs psykolog og en sjov komiker, siger Danielle Dahlhus, der understreger, at hun aldrig vil tale om sine klienter eller noget, de har sagt, på scenen.

De to verdener støder sammen

Selvom hun nu aktivt har valgt, at den akademiske verden som psykolog og den sjove verden som komiker nu bliver blandet, er det faktisk ikke første gang. Danielle Dahlhus blev ansat som ekstern lektor på Aalborg Universitet kort tid efter, at hun blev færdiguddannet som 24-årig.

icon

- Du har jo altid gerne ville snakke og underholde.

Tidligere engelsklærer, Gug Skole

Hun skulle undervise studerende, som minimum var på alder med hende, på psykologistudiet. Selvom hun troede på egne evner, var hun opsat på ikke at virke ung og useriøs i auditoriet med de ældre studerende. Hun var nemlig både i folkeskolen og gymnasiet været udsat for, at lærere fandt hende useriøs, hvis hun viste sin festglade side.

Men en aften ser Danielle Dahlhus nogle af de studerende fra psykologiholdet på forreste række til hendes show. Og det var første gang, at de to verdner mødtes.

- Jeg følte mig meget nøgen, da jeg stod på scenen, fordi nu viste jeg dem en helt anden side af mig, siger Danielle Dahlhus, der faktisk ikke har snakket med de studerende om oplevelsen.

Nordjyden har lært med tiden, at det er okay at have flere sider. Hun sammenligner det med, at alle jo skruer op og ned for nogle ting, alt efter hvilken social sammenhæng, de begår sig i.

Krudt i røven

Danielle Dahlhus står på scenen og gestikulerer en joke om Britney Spears. Hele kroppen er i spil og tonelejet er højt. Umiddelbart er der langt til den rolige psykolog, som hun er om dagen. Men faktisk har hun siden helt ung pige gerne ville være psykolog.

Danielle Dahlhus fik øjnene op for psykologi allerede i 8. klasse. En ung Danielle kunne ikke forstå, at mange mennesker gik og havde det dårligt. Det ville hun gøre noget ved.

Hele kroppen er i spil, når Danielle Dahlhus skal levere en joke. Foto. Lars Pauli

Hele kroppen er i spil, når Danielle Dahlhus skal levere en joke. Foto. Lars Pauli

Problemet var dog, at Danielle havde svært ved at sidde stille, og det gik ud over hendes karakterer. Det måtte hun lave om på.

- Jeg lærte at gå i skole i kraft af, at jeg så gerne ville være psykolog. Det blev min enestående motivation for at lære at sidde sidde og være flittig, siger Danielle Dahlhus.

I 7. klasse havde hun fravalgt tysk, fordi hun hellere ville bruge tiden på at lege og spille bold. Da hun så fandt ud af, at hun skulle have tysk for at komme på gymnasiet, måtte hun i gang med at lære det. De sidste tre måneder i 9. klasse havde hun tre års pensum i tysk, inden hun kunne komme til eksamen og videre på gymnasiet.

Gymnasiet

Danielle Dahlhus kom altså på gymnasiet og lærte det med at gå i skole. Drømmen om at blive psykolog var stadig i live.

På gymnasiet lærte hun dog at balancere de to sider. Den flittige og den festglade.

- Heldigvis formåede jeg stadig at have det liv, som jeg gerne ville i gymnasiet. Jeg kunne være meget social, dyrke sport, og der kunne være fest og farver. Samtidig med at læse sine lektier, række hånden op og sige de rigtige ting, siger Danielle Dahlhus.

Hun kunne ikke være den flittige elev, hvis ikke hun havde det sociale og sporten ved siden af skolen. Det er egentligt det samme nu. Gymnasiet er skiftet ud med klinikken. Boldbanen og festerne er skiftet ud med scenen og jokes.

Danielle Dahlhus går meget akademisk til sine jokes. De bliver grundigt skrevet ned, inden hun går på scenen. Foto. Lars Pauli

Danielle Dahlhus går meget akademisk til sine jokes. De bliver grundigt skrevet ned, inden hun går på scenen. Foto. Lars Pauli

Faktisk var Danielle Dahlhus gået på fuldtid som forsker. Komikken var lagt på hylden, men det var svært for den lattermilde nordjyde.

- Det kunne jeg slet ikke trives i, fordi det kun er en del af mig. Jeg manglede ligesom at udfolde mig kreativt og lave sjov, siger Danielle Dahlhus.

Grinene fra salen i aften antyder, at publikummet er glade for, at Danielle Dahlhus ikke valgte at droppe komikken.

- Godt du kan på det professionelt

Hun optræder flere gange om ugen både i København, Aalborg og Aarhus. Danielle Dahlhus bruger lige meget tid på at være psykolog og forsker og komiker. Det er to fuldtidsjob.

For nogle uger siden sad hendes gamle engelsklærer fra folkeskolen blandt publikum. I folkeskolen havde læreren ikke synes, at det var så sjovt, når Danielle underholdte og fik resten af klassen til at grine.

icon

- Hun var helt vildt god. Er hun virkelig psykolog?

En fra publikum.

- Du har jo altid gerne ville snakke og underholde. Det er fedt at se, at du har fundet en måde at bruge det rent konstruktivt og professionelt, havde engelsklæreren sagt til Danielle Dahlhus efter showet med et smil på læben

Allerede i 4. klasse ville hun gerne være komiker, da hun havde set et show med Mick Øgendahl. Modsat psykologien var det ikke et mål for hende, men lidt en drøm, som måske ikke ville blive til noget. Men da hun i gymnasiet måtte lægge sporten på hylden på grund af en skade, ville hun prøve sig af på scenen med mikrofon og jokes.

Drømme

Selvom det har været svært med kombinationen af komiker og psykolog vil Danielle Dahlhus ikke lægge nogle af tingene fra sig. Hun kan ikke det ene, uden det andet. Det gik op for hende, da hun var forsker på fuld tid.

Derfor har hun valgt at tage sin Ph.d på deltid, så hun stadig kan komme på scenen og lave stand up.

- Hvis jeg kun var komiker eller kun psykolog, så vil det ikke kunne fungere. Jeg ville ikke føle mig hel. Noget af det fedeste ved stand up er jo, at jeg kan få lov til at være den her energiske person, som jeg har pakket væk hele min uddannelsestid. Og samtidig have psykologi og forskning, hvor jeg kan fordybe mig, som jeg også elsker, siger Danielle Dahlhus.

Danielle Dahlhus er uddannet psykolog og laver stand up i fritiden. Torsdag var hun på scenen i Aalborg.Foto. Lars Pauli

Danielle Dahlhus er uddannet psykolog og laver stand up i fritiden. Torsdag var hun på scenen i Aalborg.Foto. Lars Pauli

Flere forskere har sagt til hende, at det kan være en fordel, at hun sådan kan formidle forskningsresultaterne på en appetitlig måde. Uden at gå på kompromis med viden. Komikken må aldrig komme i vejen for viden, når hun er forsker og psykolog.

Hun har speciale i søvnbesvær og efter phd’en håber hun, at det kan have en betydning for andre. Komikeren i hende drømmer om et onemanshow, selvom hun godt ved, at der er langt derhen.

Danielle Dahlhus går af scenen til klapsalver og højt humør. Aftenens show gik godt og efter hendes optræden går publikum til pause.

- Hun var helt vildt god. Er hun virkelig psykolog?, spørger en kvinde sin veninde.

Det er hun. Forsker, psykolog og komiker. Og det er planen, at det skal fortsætte sådan, for hun kan ikke leve uden hverken den fjollede eller seriøse side af Danielle Dahlhus.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.