Dans, der taler mere til hjernen end til hjertet

Aalborg Teater, Store Scene

Dans er for dine følelser og sanser. Det taler til hjertet og ikke til hjernen. Derfor er det en farlig balancegang, hvis dansen satser for meget på hjernen og forlanger for meget arbejde af sit publikum, frem for at lade os nyde, føle og opleve.

Dansk Danseteater vil have både hjerne og hjerte med i forestillingen Roaring twenties, som har meget lidt at gøre med de brølende tyvere som vi normalt opfatter dem – fest og farver, løssluppenhed, frihed efter krig og pandemien den spanske syge. Verden på tærsklen til en ny og bedre tid, som erfaringsmæssigt kan sammenlignes med en kombination af 60’erne og tiden efter murens fald, hvor vi var fulde af optimisme.

En optimisme, der desværre nu er skudt helt i sænk af mange kriser. Ingen nævnt, ingen glemt.

Det samme skete selvfølgelig i de oprindeligt brølende tyvere, der ret hurtigt afløstes af fascisme og en ny krig.

I sådanne tider har vi, ligesom i for 100 år siden, mere brug for optimisme og håb end for løftede pegefingre, dystopier og dommedagsprofetier, især når vi under os selv en aften i teateret – i en tid, hvor teateret er i krise og har desperat brug for sit publikum.

Derfor kunne man ønske sig lidt mere blot til lyst. Men nuvel – dans er en kunstart for feinsmeckere, uanset hvilke forventninger man går ind i salen med. Og kunstarten mestrer hele det samlede hold bag forestillingen, og ikke mindst danserne, der til perfektion yder det ypperste i en moderne danseform på bare fødder, med stor præcision og den ægte professionalisme, der får det svære til at lykkes med yndefuld lethed.

Forestillingens to akter – den første stram og præcis i sort-hvid tristesse, den anden med lidt mere kulør og spræl, en ikke mindre skræmmende af den grund – er så langt fra den traditionelle balletverden som man næsten kan komme, og lydbilledet er lige så langt fra de kendte rytmer med swing og jazz, med art deco, cocktails, kvinder i korte skørter og med kort hår på natklubber i alverdens metropoler.

Så det er en klog beslutning, at Aalborg Teater og Dansk Danseteater inviterer publikum til en introduktion før forestillingen, hvor turné- og forestillingsleder Jason Nelson sammen med nogle af danserne fortæller om de to værker og hvordan de er blevet til.

Også Skakespeare, Bach og Beethoven, jazz, malerkunst, en græsk tragedie eller, for den sags skyld, en hvilken som helst anden kulturel oplevelse, bliver løftet af at man får lidt baggrundsviden med.

Og publikum kan lide at komme tættere på. Og at fylde gabet mellem scenekanten og stolerækkerne er et værktøj, som teatrene i den grad har brug for.

Dansk Danseteater har også leveret et meget fint og gratis materiale til skolernes ældste klasser og gymnasierne i fagene dansk, engelsk, drama og idræt. Varm anbefaling af, at lærerne tager dette til sig og giver eleverne en introduktion og en oplevelse af kulturens verden og betydning.

Forestillingen Roaring twenties stiller spørgsmålet, om verden er på tærsklen til en gentagelse af de brølende 1920’ere, hvor kunst og selskabsliv boblede over af eufori, fællesskab og livsglæde efter år med global usikkerhed, frygt og isolation. Der er ikke meget, der tyder på det. Vi er, indtil videre i hvert fald, i et alt for puritansk årti.

Som publikum bryder man hele tiden sit lille hoved med de eventuelle svar og afkodning af betydningslag, og man kan godt få den tanke, at det havde været bedre at droppe referencen til 1920’erne, også selvom udgangspunktet er forfatteren T. S. Elliots digt The Hollow Men fra 1925.

Digtet er skrevet i skyggen af første verdenskrig og temaerne er dystre, især præget af håbløshed og forgæves kamp for netop at bevare håbet. Det er ikke meget munterhed eller trøst at hente hos Elliot.

Efter første akts stramme og farveløse koreografi, kun med caféstole som rekvisitter, gentages forskellige mønstre, mens danserne skiftes til at komme ind og ud, mødes og skilles. Man forbliver dog som publikum lidt uberørt.

I anden akt, er der mere teater og lidt farve. Og måske, hvis man er en optimistisk natur, også lidt håb og humor, selvom der sættes en tyk streg under alvoren, når danserne til slut vandrer ud af scenen i samlet flok, mens de sidste, ofte citerede, linjer fra Elliots digt råbes ud over publikum:

This is the way the world ends
This is the way the world ends
This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper

At forestillingen taler mere til hjernen end til hjertet er årsagen til, at denne anmelder vakler mellem fire og fem stjerner. Den femte kommer med for den sublime professionalisme og for at række ud til publikum både før og efter tæppefald.

Pontus Lidberg: Roaring twenties

Dansk Danseteater på Aalborg Teater, Store Scene

Dansk Danseteaters ensemble

Musik: Den Sorte Skole

Koreografi: Ina Christel Johannessen