De larmer og hører elendig musik: Der har altid været bøvl med de unge

Den er bare flyttet hjem eller ud, musikken er der heller ikke skruet ned for. Aldrig har der været så mange klage over støj og larm som denne sommer - hos Nordjyllands Politi er klagetallet steget med 136 procent i forhold til sidste år, og det er mere end på landsplan.

Klagerne handler stort set alle om de forbistrede unge, der synes uden respekt for, at der findes mennesker, der ikke har lyst til at høre Kesi spillet på repeat en sen onsdag aften.

Fredag aften var der lige så mange unge mennesker i Vestre Fjordpark som en proppet nat i Gaden, og i godt vejr har parker og havnefront i Aalborg været pakket.

Men det er ikke kun naboerne til de uofficielle feststeder, der mærker det. Det gør også de fleste i midtbyen, for dels er der de private fester, og dels er der unge, der egentlig er på vej hjem, men bare ikke helt er klar til det. Så de sidder på bænke, står på gaden og flertallet - bortset fra dem med transportabel lyd - gør sig ikke skyldige i anden forbrydelse end blot at være der.

Det er ikke så svært at finde nogen, der brokker sig over, at de unge ikke bare går hjem i seng, men helst uden for referat, for en ting er at være sur og midaldrende, noget andet er ligefrem at stå frem med det.

Det er da heller ikke fordi, at jeg ligefrem fortæller den fulde sandhed om, hvor rent ud sagt muggen jeg var, da min genbo - et fælleshus tilhørende et kollegie - tre weekender i træk dannede rammen om noget, der bedst kan beskrives som en afrikansk technofest. Musikken stoppede godt nok omkring klokken seks om morgenen, men til gengæld var der en del uafsluttede - muligvis grundet lydstyrken - skænderier, der skulle afvikles. Det tog kun et par timer, men det værste var dog sproget.

Men alligevel - og trods lysten til at klippe el-ledningen over én gang for alle - er den ingen vej uden om: Ungdommen skal jo også være her. Det er vi nok nødt til at acceptere, og erkende, at den for de unge har det her været en sommer uden.

Uden festival i Roskilde og Nibe, uden natteliv i Sunny Beach og i Gaden. Ikke engang en uge på en campingplads i Øster Hurup kunne det blive til.

Alt det kan man selvfølgelig nemt leve uden - i særdeleshed hvis man er forbi de 30, og natteliv er reduceret til noget man kluntet forsøger sig i efter julefrokosten.

Men sagen er indlysende en anden hvis 30-års fødselsdagen stadig er langt ude i fremtiden. Så må der gerne ske noget, helst noget sjovt og helst et sted uden alt for strikse regler om det ene og andet. For de stadigt hjemmeboende må det også gerne være et sted uden forældre.

Det er der ikke noget forkert i - problemet er bare at liv larmer, og ungt liv larmer mest. De snakker højlydt, råber ind i mellem. Nogen drikker for meget, nogen bliver hidsige og nogen laver alt for meget ballade.

Nogen går over stregen, men de fleste gør ikke, og inden vi kommer for godt i gang med, at sige at nu må det også stoppe - helst ved lov og klækkelig bødestraf - er det værd at huske på, at sådan har det altid været med ungdommen.

Der er aldeles intet nyt i, at nye generationer får ældre generationer til at overveje om race og verden overhovedet har en fremtid. Den første til effektivt at italesætte unge-problemet var den græske filosof, Sokrates, der for cirka 2400 år siden beskrev den daværende ungdom således:

De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. De modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.

Siden er der forsøgt nærmest alt for at få ungdommen til at rette ind, men åbenlyst uden held. Problemerne er fortsat, og der er ikke udsigt til at de forsvinder.

Værst af alt synes dog den musik, ungdommen hører. Hvis altså den overhovedet skal kaldes musik, for også her er der tale om en generationskløft af væsentlig dybde.

- Jeg er SÅ træt af soundboxe, der er skruet op på max med Randers-dakke-dak, som gør at alle andre ikke kan være der/ høre hinanden - for eksempel i Vestre Fjordpark, lyder det i et Facebook-opslag.

Men sådan er det med musik. Ny musik bliver altid spillet for højt og er altid blevet fordømt af de ældre - men historien har vist, at det ganske ofte har været ungdommen, der havde ret. For listen over musik, der blev fordømt af de ældre, men viste sig særdeles holdbar, er alenlang. I dag er der næppe nogen, der vil hævde, at The Beatles har haft en dårlig indflydelse, men der altså en gang, hvor de gamle mente, at de direkte skulle forbydes.

Derfor skal det ikke afvises, at et uforståeligt populært sommerhit som ErruDumEllaHvad med Icekiid en dag får klassiker-status, og bliver ønsket igen og igen i Giro 413 om 40 år.

For at jeg - og vel de fleste over 40, der har erkendt at de ikke er unge mere - vil mene, at det nummer er ganske elendigt er sådan set kun tegn på en ting: Alder.

Det er en trist, men nødvendig erkendelse, at fremtiden tilhøre Icekiid, hans musik og hans generation.

De larmer, men næppe mere end generationen før dem.