Barselona på Skråen, torsdag aften

På toppen af hypetoget, især i landets hovedstad, forsvandt duoen Barselona ud af de fleste hjemlige musikinteresseredes bevidsthed i tre år, inden de i sidste måned udsendte deres hidtil mest tilgængelige og bedste album i ”Væbnet Hjerter”.

Tre uproduktive år i musikbranchen kan være en evighed, der før har standset selv det mest fremadstormende kunstnertog. Men kunstnerisk set har det været præcis den medicin en erfaren musiklæge ville have ordineret.

”Væbnet Hjerter” tilførte nye farver, et begyndende voksenperspektiv (og et stramt smil på læben, men dog et smil) til musikken, der pludselig bød på hvad der kunne forveksles med decideret iørefaldende synthpop.

Især den musikalske personificering på dette, den aldeles fremragende ”Lyse Nætter” og den insisterende uimodståelige ”Månen”, som vi torsdag aften på fint besøgt Skråen, får i nærmest overskudsagtige versioner, kan der anes et snert af håb og endda mulige glimt af glæde pakket ind i den fremadstormende blåtonede synthmelankoli.

En uventet drejning fra den ellers vanlige energiske håndspillede kurs mod ungdommens weltschmerz.

Og det er som selvtilliden og troen på det nye materiale, har gjort duoen godt. Ikke kun på albumformatet men også på scenen. Faktisk så meget at Barselona har skridtet skoene, spændt musklerne og har booket en 17 dage lang turné, over de næste par måneder. Koncerten på Skråen var den 3. i rækken.

Man forstår hvorfor sejlet er sat højt. Der skal dog fortsat arbejdes med det lydmæssige. Bassen var underlig mudret og ofte for høj i lydbilledet, og selvom det er charmerende at sammenspillet skramler lidt, så ville det ikke gøre noget, hvis udtrykket var lidt mere rankt.

Og der er fortsat lidt vokalmæssige sten i skoene, der trykker hos forsanger og kapelmester - der er som snydt ud af næsen på en ung Liam Gallagher - Rud Aslak, live. Han er ikke udstyret med den mest varierede sangstemme og det begrænser mulighederne lidt. Især på de neddæmpede numre som ”Væbnet Hjerte.

Men det er effektivt, især til de koncise, skarpe og oftest meget vellykkede tekster. Og flankeret af et fint dueligt band og duomakker Rasmus Theodor på synth, og så den karismatiske attitude hos Aslak, opvejer summen af kardemommen til fulde den vokalmæssige restriktion.

”Endeløse Drømme”, ”1 Dag Er Vi 1 Minde”, ”Fra Wien Til Rom, den uundgåelige ”Stå Op Gå Ned” (uden assistance fra Artigeardit, men med stor hjælp fra publikum) bliver leveret som overbevisende beviser på, at Barselona fortsat kan deres sortklædte, mere organiske sangskriver ophav, uden at det bliver fremført på halv kraft eller med halv tilstedeværelse.

Men det er i de nye numre pilen for alvor peger fremad for Barselona, især hvis de skal være mere end en provinshemmelighed for de udvalgte feinschmeckere, de alternative unge, britpop fædrene og de dedikerede få.

For duoen og materialet har endelig gjort sig fortjent til mere. Også i Aalborg.