Forskning

Din robotplæneklipper kan være dødsensfarlig for pindsvin

Resultatet af testene kommer bag på pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen

Nogle robotplæneklippere udgør en fare for pindsvin. Arkivfoto.
Nogle robotplæneklippere udgør en fare for pindsvin. Arkivfoto.

Opdateret 29. april 2021 kl. 07:16

Er du bange for, at din robotplæneklipper kan udgøre en fare for de små dyr, som opholder sig på græsplæner - herunder pindsvin?

Ifølge pindsvineforsker ved Aalborg Universitet Sophie Lund Rasmussen kommer det an på modellen.

Hun har nemlig, sammen med sine kollegaer fra Aalborg Universitet og Oxford Universitet, testet 18 forskellige modeller af robotplæneklippere, og resultatet kom bag på hende.

- Resultatet var ret overraskende, fordi nogle robotplæneklippere er ganske harmløse overfor pindsvin, mens andre splitter dem ad og skader dem. Det er overraskende, at der var så stor variation, siger Sophie Lund Rasmussen.

Forskningen viste, at robotplæneklipperne med fleksible knive, som folder sig ind under en beskyttelsesplade, når de rammer noget, som er hårdere end græs, øgede sikkerheden for pindsvinene.

Desuden var maskinerne med forhjulstræk, og altså ikke så kraftfulde motorer, mere følsomme overfor pindsvinene. Men alle modellerne skulle hen og puffe til pindsvinene, før de registrerede dem.

Hvad gør man?

Der er mange danskere, som i forvejen gør brug af en robotplæneklipper, og til dem har Sophie Lund Rasmussen nogle råd.

Blandt andet kan man via dette link læse den videnskabelige rapport, hvor det fremgår, hvilke modeller der kunne udgøre en fare for pindsvinene.

Det var ikke muligt ikke teste alle modeller på markedet, så derfor har hun også nogle generelle råd.

- Det er i det hele taget en rigtig god ide kun at lade maskinen køre om dagen, da pindsvin er natteaktive, siger Sophie Lund Rasmussen.

Dog er der nogle pindsvin, der af forskellige årsager er aktive i løbet af dagen, og derfor foreslår hun, at man lige går en runde og tjekker græsplænen, inden man tænder maskinen, for at sikre sig, at der ikke ligger nogle små dyr.

Det er nemlig ikke kun pindsvin, som eventuelt kan tage skade af maskinerne. Det kan også være en harekilling, frøer eller en fugleunge, som er faldet ud af reden.

Sophie Lund Rasmussen går også under navnet Doktor Pindsvin. Foto: T. Pank.

Teste levende pindsvin

For at teste robotplæneklipperne brugte de døde pindsvin fra forskellige plejestationer, som desværre ikke havde været til at redde.

Nu er næste skridt at undersøge, hvordan levende pindsvin reagerer på robotplæneklipperne. Her vil knivene være fjernet, og robotplæneklipperne vil blive stoppet, inden de rammer pindsvinene.

Sophie Lund Rasmussen fortæller nemlig, at pindsvin har to reaktionsmønstre overfor fare.

- Først står de helt stive, og så løber de enten væk eller ruller sig sammen. Hvis de løber væk, er risikoen ikke så stor, men hvis de ruller sig sammen, skal vi undersøge, hvordan de ligger, siger Sophie Lund Rasmussen.

Men fordi pindsvin er fredede, kræver det en særlig tilladelse for at kunne teste med dem. Den har Sophie Lund Rasmussen ansøgt, men hun har ikke fået svar endnu.

Mærkeordning

Sophie Lund Rasmussen vil informere producenterne af robotplæneklippere om resultatet af hendes forskning.

Men håbet er at få lavet en mærkeordning, så man kan se, om den robotplæneklipper, man overvejer at købe, er pindsvinevenlig.

- Jeg vil rigtig gerne, at det kommer op på europæisk plan, hvor de i forvejen godkender maskiner, siger Sophie Lund Rasmussen.

Hvis de får testet modellerne på levende pindsvin, vil de bruge resultaterne til at lave en pindsvin-dummy, som kan bruges til standardiserede tests.

- Jeg håber, at vi på den måde kan få testet pindsvinevenligheden og lavet en mærkeordning, så det bliver helt officielt, siger hun.

Sophie Lund Rasmussen kan ikke give en tidshorisont, da det afhænger af, hvis og hvornår hun får godkendelse til at teste på levende pindsvin.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden