Dom: 40-årig blev dræbt, mens politiet bankede på døren

23-årig mand dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen for brutalt drab i Aalborg

Jesper Ramsing
Retsmødet fandt sted her på Sikringsafdelingen, hvor den 23-årige anbringes på ubestemt tid. Foto: Stine Tidsvilde/ritzau
Retssag 13. oktober 2017 12:14 - Opdateret 13. oktober 2017 19:11

AALBORG: En 23-årig mand dræbte sin 40-årige ven i en lejlighed i Gundorfslund, mens politiet stod uden for og forsøgte at sparke døren ind.

Det kom frem under den 23-åriges forklaring i retten, da han under stor sikkerhed fredag blev dømt for et særdeles brutalt drab på en 40-årig mand i Gundorfslund i Aalborg 27. september sidste år.

Den 23-årige har siddet varetægtsfængslet på Sikringsafdelingen i Slagelse, der huser de mest farlige og sindssyge kriminelle i landet.

Det var også her retssagen mod manden blev afviklet, da den 23-årige blev vurderet for farlig til at blive transporteret til Retten i Aalborg.

Retssagen var derfor meget usædvanlig på mange måder.

Topsikret retssag

Dels på grund af, at Retten i Aalborg blev sat i de topsikrede omgivelser på Sikringsafdelingen, og dels på grund af et brutalt drab, der tilsyneladende blev begået helt uden grund af en syg mand.

Den 23-årige blev fulgt ind i retssalen af to medarbejdere fra Sikringsafdelingen, mens de holdt fast i begge hans arme, der var udstrakte til siden.

De to medarbejdere sad vagt ved den 23-årige under hele retssagen, ligesom begge udgange i retssalen også var bevogtet.

Både tilhørere og journalister havde været igennem et særdeles grundigt sikkerhedstjek, inden de blev lukket ind i retssalen på Sikringsafdelingen.

Indenfor var det dog en rolig og fattet 23-årig mand, der tilstod drabet og afgav en detaljeret forklaring om, hvad der skete natten til 27. september.

Her blev politiet kaldt ud til lejligheden i Gundorfslund, hvor lejlighedens kvindelige beboer ringede 112 og fortalte, at der var et knivstik i gang.

Da politiet kom frem til lejligheden, kunne de høre tumult, og de forsøgte at sparkede døren ind uden held. Men få minutter senere åbnede den 23-årige selv døren.

Han var smurt ind i blod, og inden for fandt politiet den 40-årige dræbt med utallige knivstik.

Jesper Ramsing Den 40-årige blev dræbt i en lejlighed i Gundorfslund, Aalborg. Arkivfoto: Jan Pedersen

Uhyggeligt drab

Den 23-åriges forklaring var både uhyggelig og tragisk. Han forklarede, at han var syg, og at det gik ud over den dræbte 40-årige, som egentlig var hans ven igennem fire år.

Der havde nemlig ikke været noget skænderi, slagsmål eller en anden hændelse forud for drabet, der kunne forklare den 23-årige blodrus.

Den dræbte og den 23-årige havde boet på Svenstrupgård, hvor de begge var blevet bortvist fra umiddelbart før drabet.

På dagen op til drabet havde de drukket sammen, inden de tog ind til lejligheden i Gundorfslund for at besøge en veninde til den 40-årige.

Her havde de drukket lidt flere øl og snakket, men pludselig kom den 23-årige i tvivl om, hvorvidt han kunne stole på den 40-årige, forklarede han i retten.

Den 23-årige fortalte, at han den aften var bange og paranoid, fordi han troede, der var nogen, som ville slå ham ihjel.

Derfor besluttede han sig for at kigge den 40-årige dybt i øjnene, og her indså han angiveligt, at han ikke kunne stole på den 40-årige. Han besluttede sig for at dræbe ham.

Den kvindelige beboer i lejligheden vidnede i sagen, og hun forklarede, at knivoverfaldet kom som et lyn fra en klar himmel.

Hun forklarede også, at hun fik øjenkontakt med den 23-årige drabsmand, da han hentede en ny kniv, og at han var helt tom i blikket. Herefter stak hun af fra lejligheden og ringede 112.

Brugte tre knive

Under sagen kom det nemlig frem, at den 23-årige brugte tre knive det brutale drab, og at han havde stukket den 40-årige overalt på kroppen mellem 50 og 60 gange.

Mens knivoverfaldet var i gang, var politiet nået frem til lejligheden og forsøgte at sparke døren ind.

På det tidspunkt var den 40-årige stadig i live, forklarede den 23-årige. Det fik ham til at hente en ny kniv, fordi han ville skynde sig at slå den 40-årige ihjel, inden politiet kom ind.

Den 23-årige forklarede, at han på det tidspunkt var bange for, at den 40-årige ville hævne sig, når han var blevet rask, hvis han ikke slog ham ihjel.

Undskyldte til de pårørende

Ifølge den 23-årige har han dog siden fortrudt. I retten sagde han flere gange, at han var ked at det, han havde gjort, og at han ville ønske, at han havde brugt de sidste to minutter på at redde den 40-årige i stedet for at slå ham ihjel.

Og den 23-årige tog også det sidste ord, inden retten afsagde dom:

- Jeg vil gerne sige undskyld til de pårørende for det, jeg har gjort, sagde han.

Den 23-årige blev dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen på ubestemt tid på grund af hans psykiske lidelse og farlighed. Han udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...