Efterlysning: Har du set en 300 meter lang plastikslange?
I de sidste to måneder har den været brugt til at suge søgræs ud af Nibe Havn. Nu er den forsvundet
Opdateret kl. 15:32
Mandag morgen mødte Ole Goldermand Petersen fra Sloths Naturpleje ind på Nibe Havn til et noget af et skrækscenarie. Firmaet skal tømme havnen for tang og ålegræs, der gennem årene har forvandlet sig til slam, og pumpe det 300 meter ud af havnen.
En af delene til firmaets sandsuger var drevet ud af havnen og muligvis ud i Limfjorden. En 300 meter lang plastikslange, som skulle bruges til at gøre arbejdet færdig i havnen.
- Den er forsvundet hen over weekenden og kan være rigtig langt ude i Limfjorden nu, siger Ole Goldermand Petersen. Han er især bekymret for at mindre fartøjet som joller, kan ramme ind i plastikslangen.
Han har været i kontakt med Nordjyllands Politi og Søfartsstyrelsen, men som morgenen gik, er han blevet bekymret for, om nogen skulle sejle ind i den vildfarne plastikslange.
- Jeg ville være ked af, hvis en lystfisker eller jæger sejlede ind i den og væltede på grund af os, siger Ole Goldermand Petersen.
Søfartsstyrelsen har ikke udsendt en navigationsadvarsel om plastikslangen endnu, da man ikke har en præcis lokalisation, oplyser Søfartsstyrelsen.
Mandag morgen manglede der to dages arbejde ud af det to måneder lange projekt i Nibe Havn.
- Det er selvfølgelig helt vildt ærgerligt, for ventetiden på en ny er lang, siger Ole Goldermand Petersen. Han opfordrer til at tage kontant til Sloths Naturpleje, hvis man ser slangen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.