Dykkerne fandt ikke noget: 47-årig savnes stadig

Det lykkedes ikke dykkere at finde en efterlyst 47-årig mand. Politiet har udsendt signalement, og håber, at nogle har set ham

GISTRUP:Dykkere har fredag været i vandet ved havnen i Aalborg, efter politiet har fundet den sølvgrå Skoda, som torsdag blev efterlyst i forbindelse med eftersøgningen af den 47-årige.

Men eftersøgningen endte uden resultat fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.

- Dykkerne har søgt i et stort område omkring det sted, hvor bilen holdt parkeret, men de har ikke fundet noget, siger Jess Falberg.

Han opfordrer derfor folk der har set manden til at kontakte politiet.

- Vi er meget interesseret i at høre fra folk, da vi står på næsten bar bund og ikke har meget at gå efter, siger han.

Manden forlod i nedtrykt sindstilstand torsdag omkring klokken ni sine forældres adresse i Gistrup, da han kørte væk i Skodaen.

Og bilen blev fundet på Gammel Strandvej i Aalborg - men den 47-årige savnes stadig.

Nordjyllands Politi har udsendt dette signalement af ham.

Han beskrives som:

- 185-190 cm. høj, spinkel af bygning med langt, mørkt hår - muligvis sat op i hestehale.

- Han bærer mørke briller, en grøn sweatshirt og blå jeans.

Har du set ham, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.