Hvem var mændene i militære uniformer? Det skal efterretningstjeneste nu tjekke

Demonstration i Aalborg under lup i Forsvaret

Ved demonstration i Aalborg lørdag 8. maj blev flere deltagere set iført militær-uniformer. Nu undersøger Forsvarets Efterretningstjeneste, om det var i strid med reglerne. Foto: Torben Hansen

Ved demonstration i Aalborg lørdag 8. maj blev flere deltagere set iført militær-uniformer. Nu undersøger Forsvarets Efterretningstjeneste, om det var i strid med reglerne. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Forsvarets ledelse har bedt Forsvarets Efterretningstjeneste om at undersøge uniformerede deltagere i en såkaldt Men In Black-demonstration i Aalborg lørdag 8. maj.

Ved demonstrationen i Aalborg blev mindst fire mænd set iført uniformer fra Forsvaret, både camouflagetøj og baretter. Nogle af uniformerne så dog ud til at være af en ældre type, som er udgået, men muligvis kan være købt hos overskudslagre.

En af uniformerne er dog muligvis af en type, der stadig bruges af Forsvaret.

Det er ikke første gang, demonstranter er set iført militære uniformer. Også ved en Men In Black-demonstration i april i København blev den slags set, ifølge netmediet olfi.dk , der skriver om Forsvaret.

Regler for brug af uniform

Demonstrationen i Aalborg 8. maj var arrangeret af Men In Black og foreningen Modstand Nord, der kræver frihed i Danmark og er imod corona-restriktioner.

Forsvarskommandoen bekræfter i en mail til Nordjyske, at de har bedt Forsvarets Efterretningstjeneste undersøge den konkrete sag.

Forsvarskommandoen påpeger i mailen, at "det er forbudt at anvende Forsvarets uniformer i forbindelse med demonstrationer mod tjenstlige forhold, mod Forsvaret i almindelighed eller mod dansk forsvarspolitik."

Men tilføjer: "De nuværende uniformsreglementer i Forsvaret forholder sig ikke i øvrigt klart og entydigt til, hvorvidt uniform må bæres af ansatte uden for tjenesten og i ikke-tjenstligt øjemed. Det er et område, som Forsvarskommandoen i samarbejde med Forsvarsministeriets Personalestyrelse er ved at undersøge, om der behov for at regulere."

Sælges i overskudslagre

Militær uniformer skal afleveres, når ansættelsen i Forsvaret stopper. Forsvarskommandoen skriver:

"Ved ophør af ansættelse i Forsvaret afleveres udleverede uniformer. Forsvarets uniformer - nye og gamle - kan anskaffes kommercielt, typisk på overskudslagre, og kan derfor bæres af enhver, herunder også af tidligere ansatte. Evt. bæring sker dog under ansvar efter straffelovens § 132, stk.1, der forbyder retsstridig anvendelse af "kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner". Bestemmelsens rækkevidde er dog begrænset."

Det kan få strafferetslige konsekvenser, hvis folk i Forvaret bryder reglerne for brug af uniformer:

"Hvis en militær ansat i Forsvaret handler i strid med interne bestemmelser om uniformsbæring, vil det kunne give anledning til en række forskellige reaktioner fra Forsvaret. Reaktionen afhænger selvsagt af en meget individuel og konkret vurdering af det enkelte tilfælde, og af overtrædelsens grovhed. Sanktionering vil kunne komme på tale efter militær disciplinarlov eller i grove tilfælde efter militær straffelov", skriver Forsvarskommandoen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.