Julegaveindkøb

Elektronikgigant lukker kunder ind ad branddøren

Selv om shoppingcentrene i City Syd er lukket på grund af de seneste skærpede coronarestriktioner, er det stadig muligt at købe julegaver i Elgiganten

Varehuschef Lars Jensen fra Elgiganten i City Syd ved den indgang, som frem til 23. december kl. 21 bliver stedet, hvor elektronikkæden tager imod sine kunder ved butikken i City Syd.
Varehuschef Lars Jensen fra Elgiganten i City Syd ved den indgang, som frem til 23. december kl. 21 bliver stedet, hvor elektronikkæden tager imod sine kunder ved butikken i City Syd.

Opdateret 20. maj 2022 kl. 15:03

AALBORG: Fra torsdag morgen er dørene til landets shoppingcentre smækket i som konsekvens af de skærpede coronarestriktioner, regeringen meddelte på et pressemøde onsdag aften. Men kunder går ikke forgæves, hvis de har planlagt indkøb af julegaver i Elgiganten i indkøbscentret Shoppen, der er en del af City Syd i Aalborg.

Butikken vil frem til 23. december kl. 21 lukke kunder ind ad branddøren, og det er helt i overensstemmelse med reglerne. Det skete også under den første, store nedlukning i marts og dele af april, og det sker nu igen.

Det oplyser varehuschef Lars Jensen.

- Statsministeren lagde op til, at hvis man kan åbne ud til det fri, så må man det. Så det gør vi naturligvis, siger Lars Jensen.

Han slår fast, at han og staben på 87 medarbejdere i det 4500 kvm. store varehus gør alt for at sikre folk en tryg oplevelse i butikken.

- Det bliver en lige så sikker julehandel, som det har været gennem hele covid-19 perioden. Vi tager restriktionerne superseriøst. Vi følger alt - og lidt mere til, garanterer Lars Jensen.

Elgiganten i City Syd har en størrelse, som betyder, at der er plads til 500 kunder ad gangen i butikken. Elektroniske tællere sikrer ifølge Lars Jensen, at der ikke kommer flere ind.

- Og selv om vi rigtigt gerne ville, kommer vi aldrig op på 500 kunder i timen, konstaterer varehuschefen og tilføjer, at der også kommer til at gå to covid-19 vagter rundt i varehuset for at fylde spritstationer op og sikre, at kunderne holder afstand til hinanden.

Det er ikke en stor omvej, kunderne skal ud på for at komme ind i Elgiganten - snarere tværtimod. Hovedindgangen til Shoppen Aalborg er lukket på grund af de seneste coronarestriktioner. Til gengæld er branddøren lige ved siden af åbnet, og den leder kunderne direkte ind i butikken. Foto: Henrik Bo

Eksplosion af kunder

Allerede onsdag aften, efter meddelelsen om de skærpede restriktioner, mødte medarbejdere op i Elgiganten for at bygge butikken om.

- Vi fik udvidet gangene, fjernet inventar og fik mærket op, så folk tydeligt kan se, hvor der er ind- og udgang, siger Lars Jensen, som i det hele taget oplevede en onsdag aften ud over det sædvanlige.

Onsdag aften eksploderede antallet af kunder i Elgiganten efter meddelelsen om de skærpede restriktioner. Samtidig trommede Elgiganten sit personale sammen og byggede butikken om, så der fra i dag er bedre plads på gangene mellem varerne, så kunderne kan holde sikker afstand til hinanden. Foto: Henrik Bo

Umiddelbart efter pressemødet strømmede kunderne til.

- Det eksploderede simpelthen. I de sidste to timer før lukketid havde vi et timesalg, der var 3-4 gange så højt, som det havde været resten af dagen. Vi måtte også holde en time ekstra åbent. God kundeservice er, at man ikke lukker for kunder, og den sidste kunde skal betjenes lige så godt som den første, siger Lars Jensen.

36 af 38 holder åbent

Elektronikkæden har 38 butikker spredt ud over hele Danmark, og bortset fra afdelingerne i Hørsholm og på Fisketorvet i København, så holder de øvrige 36 åbne til og med 23. december.

Derefter er de som alle andre liberale erhverv lukket ned frem til foreløbig 3. januar.

Det oplyser Ditte Opstrup Andersen, kommunikationsansvarlig i Elgiganten.

- Vi er selvfølgelig aldrig glade for at måtte lukke butikker, men ikke desto mindre følger vi alle retningslinjer til punkt og prikke, som vi har gjort siden marts. Vi bytter gaver til og med 24. februar, så giver vi vores kunder god tid og mulighed for både at handle julegaver og få byttet dem igen uden stress og jag, skriver Ditte Opstrup Andersen i en mail til NORDJYSKE.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden