Musikkens Hus torsdag aften

Den unge schweizisk/østriske dirigent Elena Schwarz gjorde et positivt indtryk i torsdagens symfonikoncert; hun var sikker i sin ledelse og klar og tydelig i sin gestik og direktion, så hun var nem for musikerne at følge.

Det var tydeligt allerede i den indledende Sinfonia af den nye amerikanske komponist Mizzy Mazzoli, en smuk klangkomposition, hvor musikken forløb i lange lysende bølger af lyd, som fastholdt opmærksomheden og fængede.

Jeg havde glædet mig meget til at høre Clara Schumanns klaverkoncert med Marianna Shirinyan, jeg kendte ikke koncerten på forhånd, men tænkte at Shirinyan måtte være den helt rigtige til at portrættere Clara Schumann som en af romantikkens mest feterede klaversolister. Det blev så alligevel ikke, en ung amerikansk pianistinde, Claire Huangci, var indkaldt som erstatning for sygdomsramte Shirinyan.

I koncerten er klaveret naturligt nok styrende for musikkens udvikling i en ekspressiv, fabulerende stil, der gav mindelser til både Robert Schumann og Chopin. Den unge Huangci giv til opgaven med energi og store armbevægelser, som ikke stemte overens med i hvert fald mine forventninger til, hvordan Clara kunne have indlevet sig i musikken, mindre udadvendt måske og med klaverstemmen i højere grad underlagt helheden. 

Der opstod smukke momenter undervejs, klaverets dialog med solo-celloen i 2. sats (Jonathan Weigle?), men helheden blev rodet og klangen uklar.

Det lille ekstranummer rettede lidt op på det, et præludium af Chopin for cello og klaver, som skabte et lille intimt øjeblik i koncerten, som gjorde godt.

Efter pausen stod Rimskij-Korsakovs orkesterværk Sheherazade på programmet, og der gik ikke mange minutter før man havde glemt alt om Clara Schumann. Elena Schwarz havde en klar opfattelse af værket og formidlede sine intentioner disciplineret og sikkert.

Værkets 4 fortællinger blev beriget af de mange orkestersoli undervejs, Sheila Popkin, Leah Aksnes, Weigle, Judith Blauw og Erik Sandberg, der alle hver især fortalte deres bidder af historierne.

Men det var Yana Deshkova, der fyldte mest undervejs i sin rolle som historiefortælleren over dem alle, Sheherazade, som hver aften holder sultanens opmærksomhed fanget i 1001 nætter, og Deshkova magtede netop det, at fortælle historier, der fængede med klanglig vellyd og foredrag.

Over det hele stod Elena Schwatz og styrede fortællingen og bandt de mange historier sammen til en helhed.