Hugorm i AKKC

Sidst Nordjyske anmeldte Hugorm kom de direkte fra bøgescenen i Skanderborg til Øster Brønderslev og Bålhøj Festival og lod sig på ingen måde mærke med hverken tømmermændene eller skiftet i omgivelser og antallet af tilskuere. Der var faldet drastisk på de 24 timer, kan vi vist godt afsløre.

Det har altid været én af Simon Kvamms fornemste fortrin, den iboende uimodståelige drivkraft. Uden den, ingen Minds Of 99-helligdage i Parken.

Kvamm viste nemlig med Nephew, at ambitioner, drivkraft og et enestående øre for skarptskårent melodier kan få et alternativt band til at stå øverst på plakaten og hitlisterne, uden at bøje nakken og stirre skamfuldt ned på skoene. Det var et særsyn dengang.

Den vedholdenhed viste han den lørdag i Øster Brønderslev, og det har han vist os, da han lagde guldkalven Nephew i graven, smuttede til Thy og sammen med Morten Gorm og Ární Bergmann begyndte forfra i trioen Hugorm.

For dernæst år efter år, sang efter sang, album efter album, koncert efter koncert at tage skridtet op ad rækkerne og nu igen spiller i Superligaen - og denne gang med et world cup smile. Imponerende godt gået af Simon Kvamm og de to andre midaldrende mænd.

Tidligere på efteråret smed trioens der bedste album til dato på gaden og det førte dem til et komplet udsolgt AKKC lørdag aften i bedste julefrokosttid.

Ingen roser uden torne, og Kvamm - som trioens altoverskyggende bandchef og kapelmester - er gennem årene en gang imellem blevet anklaget for at tænke musik, i stedet for at føle det, og forsøge at stopfodre alverdens budskaber ned i halsen på publikum. Og især sidstnævnte anklageskrift har der da også været enkelte tendenser til.

Men ikke på ”Drømmehug” som det nye album hedder, der i øvrigt er produceret af Spleen Uniteds Bjarke Niemann, hvilket komplementerer Kvamm og co. umanerligt godt. Man kunne fristes til at skrive, at det er det bedste Spleen United-album i år. Og heller ikke denne lørdag aften blev der råbt til os i budskabernes megafon. Festen var i centrum.

Men måske er det tidstypisk i disse år, at når koncerterne når en vis størrelse, så er det ikke nok at læne sig op ad musikken, og derfor skal sceneproduktionerne også krydres med koreograferet publikums interaktion, dans og alverdens gak og løjer. Som taget ud af Benjamins Havs excentriske sprechstallmeister-drejebog, der nu er blevet hvermandseje.

Det var Hugorms helt store styrke i starten, musikken serveret som livsnødvendige og forløsende energiudleveringer uden et egentligt manuskript og derfor skæmmede det også helhedsindtrykket lidt lørdag aften, at vi skulle igennem Jan Hellesøe-hypnose-segmenter, Baune-dans, rekvisitter og det obligatoriske ned på knæ, op og stå, dans for pokker-trick.

Der var et håb om, at den teaterdel for alvor var blevet udlevet i koncertrækken med Frank Hvam. For med et bagkatalog på tre godkendte album er sætlisten efterhånden så stærk, at den kan stoles på.

Kvamm er sin egen ret, som frontmand, karismatisk nok til at bære opmærksomheden fra de tusindvis af øjne, uden et egentligt manuskript. Og hverken Morten Gorm eller Ární Bergmann er introverte scene-violer. Der er X-Faktor nok i Hugorms tre medlemmer til, at de ingen hjælpemidler behøver.

For tag bare ”Omvender” og ”Kigger Væg” der indledningsvist fik taget til at lette i sådan en grad, at bekymringen gik på, om det hele toppede nu.

Gennem 20 år med Simon Kvamm-koncerter i Nordjylland, fra Studenterhuset, Skraaen, Skovrock, Nibe mfl. er den kærlighed, som den østjyske musiker fik retur fra publikum, ikke oplevet større.

Hugorm blev nemlig omfavnet, krammet og kysset, som var det en julefrokost i en virksomhed for 20 år siden.

Og der blev sunget og danset, ikke kun til de to førnævnte sange, men til fremragende versioner af ”Høj Sol”, ”Danser Med Buddy”, ”Hjem Fra Månen” - hvor opvarmningsduoen ”Prisma” flankerede Kvamm og gik i vokal samhørighed. Det var sgu godt. Virkeligt godt.

Da Kvamm med vennen Peter Sommer havde duoen De Eneste To, spillede de en up-tempo coverversion af Enyas ”Orinoco Flow”, der altid gjorde det, den var sat i verden for, nemlig få festen til at toppe.

I Hugorm er det nu fodboldversionen af Galas ”Freed From Desire”, som er blevet døbt ”Hugorm On Fire”, der har den plads. Et billigt trick, men det virkede på publikum. I den grad.

Højdepunktet var en blændende god udgave af ”Honey Im Home”, der beviste, at hvis det hele bliver skrællet væk, så er det stadigvæk fortjent at Hugorm og Simon Kvamm igen indtager de største scener herhjemme og i Nordjylland, for sangene er der. Og de er nu engang det vigtigste.

Chapeau.

Hugorm

Koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center lørdag aften.