Endelig! Nu kan du igen få savnet klassiker i Slagter Oles pølsebod
Kunderne kunne ikke vente mere - derfor er en helt særlig favorit nu tilbage på menuen

Værsgo' - det er stor interesse fra kunderne, der gør, at Slagter Ole nu er klar med Dimsen. Foto: Henrik Bo
AALBORG:Den har været mere end savnet, og mange har spurgt, hvornår den dog er tilbage igen i den ikoniske pølsebod på Nytorv: Det handler om Dimsen.

En skive ribbensteg med rødkål, syltede agurker og dressing i et pølsebrød - og du har en Dims. Foto: Henrik Bo
Klassikeren over dem alle - der består af en skive ribbensteg med rødkål, syltede agurker og dressing i et pølsebrød - har nærmest været synonym med pølsevognen, lige siden den forrige ejer Pia Skov satte den på menuen.
Og nu kan vi fortælle, at du igen kan sætte tænderne i favoritten i Oles Pølsebod på Nytorv - her er Dimsen nemlig kommet på menuen igen efter et par års pause.
- Der er jo blevet lagt stort pres på mig fra kunderne, der gerne vil have Dimsen tilbage, lyder det med et smil fra Slagter Ole - Ole René Sørensen - der for nylig overtog den populære pølsebod i midtbyen.
- Og det viste sig, at muligheden for at få god, lun ribbensteg var lige i nærheden, for jeg har lavet en aftale med slagteren i Salling.
Kunderne bakker op
Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Ole René Sørensen overtog forpagtningen, efter han i næsten 40 år var at finde i sin slagterforretning i Skrågade i Nørresundby.
Han har tidligere fortalt, at han glædede sig meget til at åbne og selvfølgelig også var spændt på modtagelsen.
- Det er gået over alt forventning, kunderne har taget rigtig godt imod mig, siger Ole René Sørensen.
- Og det passer godt til mig at snakke med kunderne, jeg håber, at pølseboden bliver et socialt samlingssted, hvor man også kommer for at hygge sig.
Oles Pølsebod på Nytorv - nu også med Dimsen - er åben alle hverdage klokken 11 til 18.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.