samfund

Et skridt nærmere: Kryds fjorden tørskoet mellem to nye by-områder

Broen kan komme til at koste op mod en halv milliard kroner

Her er broen visualiseret fra Nørresundby-siden mod området ved Musikkens Hus på den modsatte side.
Her er broen visualiseret fra Nørresundby-siden mod området ved Musikkens Hus på den modsatte side. Illustration: Dimension Design.

Opdateret kl. 12:43

Den 3. Limfjordsforbindelse står formentlig klar i 2034.

Men tiden vil vise, om det man måske kunne kalde den 4. Limfjordsforbindelse tidsmæssigt overhaler det gigantiske projekt over Egholm - i hvert fald er en spektakulær cykel- og gangbro kommet et skridt nærmere.

Med en donation på godt 2,4 millioner kroner til forundersøgelser, så er en ny cykel- og gangbro i hvert fald kommet et skridt nærmere. 

Ifølge forslaget vil broen få et kurvet forløb, være mindst 6,5 meter bred og 550 meter lang. Drejebroen skal have en åbning på mindst 70 meter til skibe.

Forbinder bydele

Ideen om det spektakulære bro-projekt blev lanceret for få år siden, og Broen - som den er blevet døbt - skal ikke blot forbinde Himmerland og Vendsyssel, men også to af de nyeste og tættest befolkede byområder i Aalborg: Stigsborg-området i Nørresundby med op mod 10.000 indbyggere på sigt og så kvarteret omkring Østre Havn og Øgadekvarteret med 11.500 indbyggere.

Broen skal efter planen gå fra Stigsborg-kvarteret til området ved Musikkens Hus. Arkivfoto: Henrik Bo

Det er AN-TV, der er kommet med den seneste donation - en forening, der i dag har som formål at støtte offentlige samt almennyttige formål i Aalborg Kommune.

Salg af byggegrunde

Aalborg Kommune og Stigsborg P/S samarbejder om bro-projektet, der forventes at blive op mod 650 meter lang med en bredde på 6,5 meter og en frihøjde på fire-fem meter.

Den skal efter planen udstyres med et såkaldt dobbelt svingfag, der åbner for en 70 meter bred gennemsejling.

Det kan komme til at koste op mod en halv milliard kroner at anlægge broen.

200 millioner kroner skulle være på plads -100 mio. kr. fra Stigsborg P/S og 100 mio. kr., som byrådet i Aalborg satser på at kunne bidrage med. Pengene skal blandt andet komme fra salg af byggegrunde i Stigsborgkvarteret.

Det er Aalborg Kommunes ambition at få staten med til at bidrage med 150 mio. kr., fremgår det af en pressemeddelelse fra AN-TV.

Tanken er, at broen - den forreste stiplede linje - skal forbinde Musikkens Hus med Stigsborg-området.  Grafik: Stigsborg P/S

- Der er forskel på at bygge en basisbro og en arkitektonisk perle, men vi stiler højt og ønsker, at den nye broforbindelse får vartegnseffekt, lyder det fra borgmester Lasse Frimand Jensen. 

Den politiske vision med broprojektet er blandt andet at fremme den bæredygtig transport.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden