Familier kan flytte ind i lejligheder ved nyt universitetshospital

TrygFonden har bevilget godt 25 mio. kr. til TrygFondens Familiehus Aalborg, der placeres i tilknytning til det ny Aalborg Universitetshospital

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

NORDJYLLAND:Et pusterum fra sygdom og hospital. Familiehuset er for børnefamilier, hvor et barn eller en forælder er indlagt på grund af alvorlig, kronisk og/eller livstruende sygdom. Hvis man fx har et alvorligt sygt barn, som er indlagt i en længere periode, kan det være svært at få et familieliv til at hænge sammen - især hvis man bor langt fra sygehuset. Her kan familiehuset være et godt tilbud for familien i en svær tid.

Familiehuset vil være for familier, der er indlagt på Aalborg Universitetshospital eller i Psykiatrien, Region Nordjylland.

- Vi er superglade for, at TrygFonden bakker op om et familiehus for de nordjyske familier, som står i en krisesituation, når et barn eller en forælder indlægges på grund af alvorlig sygdom. Familiehuset vil uden tvivl få stor betydning for disse familier, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Familiehuset kommer til at ligge tæt på det nye Aalborg Universitetshospital og forventes at kunne tage imod børn, unge og forældre fra 2024.

Huset kommer til at rumme 10 familielejligheder samt fælles faciliteter som fx køkkenalrum, opholdsområder for både voksne, unge og børn, der kan benyttes til afslapning og aktivitet.

- Det er vigtigt for os, at familiehuset er på familiernes præmisser. Derfor har vi også haft både forældre og børn til alvorligt syge patienter med til at udvikle huset. For dem har det været vigtigt, at faciliteterne passer til forskellige behov og forskellige aldre, siger Kim Mikkelsen, direktør på Aalborg Universitetshospital.

Undersøgelser viser, at mange familier med et indlagt barn, hvor der er raske søskende, oplever splittelse og adskillelse, idet den ene forælder ofte er hos det syge barn, og den anden hjemme hos den/de raske søskende. Der kan også være behov for, at begge forældre opholder sig på hospitalet, hvor de øvrige søskende så må passes af bedsteforældre eller andre.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.