Mandatsvig

Flere års efterforskning mod ansatte i lufthavn: Sigtet for svindel med flybilletter

Svindelsag mod flere ansatte i Aalborg Lufthavn kan være på vej i retten

AALBORG:Onsdag meldte Aalborg Lufthavn ud, at flere tidligere og nuværende ansatte i lufthavnen er sigtet for mandatsvig.

Men sagen startede tilbage i 2019, hvor flyselskabet Norwegian anmeldte lufthavnsmedarbejderne til politiet. Der skulle være tale om svindel med flybilletter for omkring 280.000 kroner.

Det bekræfter Nordjyllands Politi.

Men hvordan svindlen er foregået, har hverken politiet eller Norwegian nogen kommentar til.

Nordjyllands Politi oplyser, at sagen nu er så langt i forløbet, at den nu ligger hos anklagemyndigheden, der nu skal vurdere, om der skal rejses tiltale sagen.

Derfor kan der inden for kort tid lande et anklageskrift i sagen.

Hvis der rejses tiltale, vil det være for mandatsvig. Altså når man svindler sig til en vinding og påfører andre et tab - i dette tilfælde ved at misbruge en adgang, som de ansatte havde via deres ansættelsen i Aalborg Lufthavn, til at give Norwegian et tab.

Mandatsvig

Straffelovens § 280 om mandatsvig:

For mandatsvig straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under §§ 276-279 a, den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding påfører en anden formuetab

1) ved misbrug af en for ham skabt adgang til at handle med retsvirkning for denne eller

2) ved i et formueanliggende, som det påhviler ham at varetage for den anden, at handle mod dennes tarv

Norwegian: Sagen må gå sin gang

Aalborg Lufthavn fortalte onsdag i en pressemeddelelse, at svindlen mod Norwegian skulle været begået i perioden fra 2014-2019, og at det drejer sig om muligt misbrug af adgang til flyselskabet it-systemer, oplyste lufthavnen.

Lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen oplyste, at han først blev gjort bekendt med sagen i juni i år, da Nordjyllands Politi orienterede ham.

Hos Norwegian bekræfter Andreas Hjørnholm, der er kommunikationschef i Danmark, at flyselskabet har indgivet en politianmeldelse rettet mod ansatte i Aalborg Lufthavn vedrørende misbrug af Norwegians systemer.

- Derudover har vi ingen kommentarer til en igangværende efterforskning hos politiet, siger han.

Andreas Hjørnholm vil heller ikke kommentere, om Norwegian på noget tidspunkt har orienteret Aalborg Lufthavn om selskabets mistanke mod ansatte i lufthavnen.

- Nu må sagen gå sin gang hos politiet, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden