Først forsøgte han at brænde hæveautomat af - så blev han "underlig" i Vodskov

54-årig formodet brandstifter anholdt mandag aften

Sådan så hæveautomaten ud efter brandattentatet mandag formiddag. Foto: Torben Hansen

Sådan så hæveautomaten ud efter brandattentatet mandag formiddag. Foto: Torben Hansen

NØRRESUNDBY:Nordjyllands Politi slog mandag aften kløerne i en mand, der er mistænkt for at stå bag forsøget at afbrænde en hæveautomat ved Nordjyske Bank på Torvet i Nørresundby mandag formiddag.

Der er tale om en 54-årig mand, og vagtchef Poul Fastergaard oplyser, at anholdelsen skete i Vodskov kl. 19.45.

Filmet

Overvågningsbilleder fra banken havde givet Nordjyllands Politi en sikker fornemmelse af, hvem de skulle lede efter, og i løbet af dagen havde politipatruljer flere gange været forbi hans bopæl - uden resultat.

- Rent tilfældigt fik vi så en anmeldelse om en person, der opførte sig mærkeligt i Vodskov, hvor han gik rundt på gaden og råbte. En anmelder fulgte efter ham, og vi sendte en patrulje, som vi ellers ville gøre. Da de kom frem, viste personen sig at være identisk med ham, vi mistænker for at være gerningsmand. Tøjet passer med det på overvågningsbillederne, så vi er ret sikre på, vi har fat i den rigtige gerningsmand, siger Poul Fastergaard.

Nordjyllands Politi var hurtigt fremme ved Nordjyske Bank's hæveautomat på Nørresundby Torv. Foto: Torben Hansen

Nordjyllands Politi var hurtigt fremme ved Nordjyske Bank's hæveautomat på Nørresundby Torv. Foto: Torben Hansen

Den 54-årige mand sidder nu hos Nordjyllands Politi, som endnu ikke har fået en forklaring på, hvorfor han kort efter kl. 9 mandag formiddag troppede op ved Nordjyske Banks afdeling på Torvet i Nørresundby og hældte brandbar væske ud over hæveautomaten, hvorefter han satte ild til den.

- Nu skal han afhøres, og vi skal have ham undersøgt. Så skal det vendes med en jurist, og så må vi se, hvad det fører til, oplyser vagtchefen.

Juristen skal tage stilling til, om den 54-årig eventuelt skal fremstilles i grundlovsforhør.

Adspurgt om manden var påvirket ved anholdelsen, siger Poul Fastergaard:

- Han virkede ikke påvirket. Nærmere lettere psykisk uligevægtig, hvis vi skal sige det pænt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.