Forsøgte at inddrive narkogæld med vold og afpresning

Fire mænd fra Aalborg er dømt for vold, afpresning og ulovlig tvang

AALBORG:Et mellemværende på 41.000 kroner for narkotika var årsag til en række episoder i november sidste år, hvor to mænd blev udsat for vold, afpresning og ulovlig tvang.

Fredag blev fire mænd - mellem 21 og 25 år - så idømt mellem fem og syv måneder ubetinget fængsel, samt udvisning i seks år.

Det oplyser anklager Kristina Frandsen.

Ville afpresse mand for narkogæld

Det hele begyndte 14. november, hvor tre af mændene opsøgte en mand i hans lejlighed i Aalborg.

Selvom manden ikke havde noget med gælden at gøre, så kendte han tilsyneladende den person, der, ifølge de dømte, skyldte narkopenge.

Og de penge forsøgte de at få ud af manden, de opsøgte, ved at true ham med vold, oplyser Kristina Frandsen.

Overfaldt mand med slagvåben

Afpresningen gav dog ikke pote, og dagen efter opsøgte en af de dømte - en 24-årig mand - en anden mand, som også havde relationer til personen, der skyldte penge.

Igen forsøgte den 24-årige sig med trusler for at få at vide, hvor manden med gælden befandt sig.

Og igen mislykkedes det.

16. november kulminerede gældsinddrivelsen så ved, at alle fire dømte opsøgte den første mand igen.

Denne gang mødte de ham uden for hans bopæl, hvor de overfaldt ham og slog ham flere gang i hovedet og på kroppen med slagvåben og en flaske.

Nægtede sig skyldige

De fire mænd nægtede sig skyldige under retssagen ved Retten i Aalborg.

De erkendte, at de havde været hos mændene, men de nægtede at have udøvet vold og afpresning, oplyser Kristina Frandsen.

Alle fire dømte ankede dommen på stedet

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.