Fra nul til to på ti måneder: Utzon Center har fundet nye direktører i egne rækker

Malene Abildgaard skal stå for formidling- og udvikling, mens Line Nørskov Eriksen bliver udstillingsdirektør

Line Nørskov Eriksen og Malene Abildgaard skal sammen stå i spidsen for Utzon Center

Line Nørskov Eriksen og Malene Abildgaard skal sammen stå i spidsen for Utzon Center

AALBORG:Utzon Center har måske nok ventet siden januar med at finde en afløser for Lasse Andersson, der afløste Gitte Ørskou som direktør for Kunsten, til gengæld har man nu bestemt sig for to: Malene Abildgaard, der er udnævnt som formidlings- og udviklingsdirektør, og Line Nørskov Eriksen, der bliver udstillingsdirektør.

Utzon Center fortæller om Malene Abildgaard, at hun er arkitekt, forfatter, har været indstillet til designpriser i Danmark og udlandet, og at hun har samarbejdet Operahuset i Sydney. Hun fremhæver til gengæld Utzon Center som "et af de bedste i Europa til formidling af arkitektur", og lover, at hun vil være med til at fastholde og udvikle den position.

Malene Abildgaard ser arkitektur som "en kunstart, som omgiver og påvirker os alle, og som vi derfor bliver nødt til at forholde os til".

- Den former vores liv og hverdag. Så det er bydende nødvendigt, at vi giver omverdenen en forståelse for det. Og at det både for børn og voksne sker gennem en legende og kreativ tilgang.

Den tilgang harmonerer fint med Line Nørskov Eriksens. Hun er også arkitekt og i øvrigt ph.d fra University of Portsmouth, hvor hun har forsket i Jørn Utzons arkitektur - og så er hun, fremhæver Utzon Center, anerkendt som en af verdens førende eksperter på Jørn Utzons virke.

Hun hylder princippet om at arkitektur-udstillinger skal byde på sanselige, umiddelbare og rumlige oplevelser, og skabe rum for undren, forståelse og kritik.

- Det er udfordringen, at vække en større begejstring for arkitektur og design i både store og små. Og så skal den næste udstilling i øvrigt altid være bedre end den sidste, synes Line Nørskov Eriksen.

Utzon Center indgår stadig i et partnerskab med Kunsten, rettelig Kunsten Museum of Modern Art, og her har Lasse Andersson stor tiltro til sine afløsere og samarbejdspartnere.

- De kommer til at styrke og udvikle den nytænkning, skabertrang og solide faglighed, der er blevet vores DNA, siger Lasse Andersson, der glæder sig over, at de er "fundet i egne rækker" og kalder Utzon Center for "en talentfabrik, der har udviklet sig med stor hast de seneste år".

De to nye direktører tiltræder her søndag, 1. november - og udover samarbejdet med Kunsten skal de også være med til at udvikle de to Aalborg-institutioner med kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.