Fulderik råbte ukvemsord: Røg i detentionen

To 22-årige ungersvende får bøder for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen efter druktur i Jomfru Ane Gade

Jens Hukiær
Foto: Nicolas Cho Meier
Kriminalitet 17. februar 2019 09:41 - Opdateret 17. februar 2019 10:56

AALBORG: To ungersvende - begge på 22 år - havde fået en del for meget indenbords, da de natten til søndag ved 03.20-tiden var på tur i Jomfru Ane Gade.

I hvert fald så først den ene af de to unge mænd sig sur på en patrulje fra Nordjyllands Politi og råbte blandt andet ”skrid hjem - i grimme pansersvin” efter patruljen.

- Han var kraftigt beruset, da han råbte diverse ukvemsord efter patruljen, som så sigtede ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og anholdt ham. Mens patruljen så var i gang med anholdelsen af ham, så kom en kammerat og ville blande sig. Han ville ikke forlade stedet trods adskillige opfordringer fra patruljen, så han blev også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, forklarer vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi.

Begge de to ungersvende var kraftigt berusede, og de blev derfor taget med i detentionen på politigården, hvor de har fået lov at sove rusen ud.

De to bliver - når sprittågerne er lettet - afhørt og løsladt med et bødeforlæg på 1500 kroner i baglommen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...