Fyrværkeri på Nytorv: Politiet løfter pegefingeren
Et par episoder i Aalborg har ført til, at politiet var til stede, og forældre til unge er blevet orienteret om, hvad deres børn har lavet

Fyrværkeri er flot, men kan også være farligt, så opfør jer ordentligt med fyrværkeriet, lyder opfordringen fra politiet. Arkivfoto Foto: Henrik Bo
AALBORG:Et par episoder, hvor grupper af unge har fyret fyrværkeri af på steder, hvor det ikke var så hensigtsmæssigt, er blevet registreret af Nordjyllands Politi, og de unge har fået reprimander, mens deres forældre er blevet orienteret om, hvad deres børn har gået og lavet.
Det fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
Han understreger, at ingen er kommet til skade i forbindelse med episoderne.
- Der er overhovedet ikke tale om tilstande som i København, hvor det har kørt på de høje nagler i de seneste dage. Men når folk ser grupper af unge gå rundt og fyre fyrværkeri af, så henvender de sig hurtigt til politiet, og så kigger vi selvfølgelig på det, siger vagtchefen.
To episoder er blevet registreret af Nordjyllands Politi: en ved 18-tiden lørdag aften og en ved 23-tiden ligeledes lørdag - begge på Nytorv i Aalborg.
Ved den første episode ved 18-tiden havde politiet fat i otte personer - alle under 18 år, og deres forældre blev derfor orienteret om, at politiet havde talt med de unge. Og det var nogenlunde samme scenarie ved 23-tiden.
- Ingen bliver sigtet for noget i forbindelse med episoderne, men vi opfordrer de unge til at opføre sig ordentligt, når de omgås fyrværkeri, og forældrene til at holde styre på deres unge mennesker, siger Karsten Højrup Kristensen.
Lidt i samme boldgade, så rykkede Nordjyllands Beredskab ud til Niels Juelsgade i Aalborg ved 01-tiden natten til søndag. Her var der smidt en røgbombe i en postkasse ved ejendommen, og det gav så meget røg, at beredskabet fik en alarm om, at der var brand i bygningen.
Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet, og heller ikke her kom nogen til skade ved episoden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.