Kunst

Gigantisk kunstværk får millionstøtte

Kunstinstallationen Cloud City bliver en væsentlig del af omdannelsen af Spritfabrikkerne i Aalborg

Illustration: Cloud City

Illustration: Cloud City

AALBORG:En væsentlig del af omdannelsen af Aalborgs gamle spritfabrikker er den gigantiske kunstinstallation Cloud City.

Initiativtager Martin Nielsen har allerede haft succes med at indsamle de afgørende 100 millioner kroner til projektet. Dog strømmer det fortsat ind med støttekroner.

Af en pressemeddelelse mandag formiddag fremgår det, at Augustinus Fonden og Wagner Ejendomme kommer med sammenlagt 9,5 millioner kroner.

Augustinus Fonden begrunder sin støtte på 7,5 millioner med, at Cloud City ses som et internationalt trækplaster, der sætter Aalborg, Nordjylland og resten af Danmark på verdenskortet. Kunstværket udføres af Tomás Saraceno.

- Saraceno er en af den internationale samtidskunsts mest toneangivende kunstnere. Cloud City er et markant kunstværk, som vil give publikum mulighed for selv at bevæge sig rundt inde i værket og kan bidrage til at flytte grænserne for den måde, vi oplever kunst på i dag. Det vil givet også blive et varigt ikon for Aalborg, siger Frank Rechendorff Møller, der er direktør i Augustinus Fonden.

Illustration: Cloud City

Illustration: Cloud City

Wagner Ejendomme taler om stolthed ved at være en del af "Aalborgs nye vartegn":

- Selvom Cloud City er et utrolig ambitiøst projekt, er vi ikke i tvivl om, at Aalborg fortjener kunst i ultimativ særklasse, siger Trine Wagner. Ud af de 100 millioner, som allerede er indsamlet til Cloud City, udgør Aalborg Kommunes bidrag på 25 millioner kr. et fleksibelt beløb, der enten kan bruges til etableringen af artcentret MonAA, kunstværket eller et miks af begge.

Det er en stolt initiativtager, der ser pengene trille ind:

- Hver og én donation betyder alverden for os, når vi har et mål om at forvandle spritgrunden for godt 500 millioner kroner. Vi er derfor meget taknemmelige for, at der fortsat er interesse i at støtte op om projektet, siger Martin Nielsen.

Cloud City

Værket Cloud City er skabt af den argentinske kunstner Tomás Saraceno og består af 68 glasmoduler, der hver måler 4,5 meter i diameter. Når de sættes sammen, vil værket nå en højde af 30 meter. Besøgende vil kunne træde ind i værket via taget på en af de eksisterende bygninger på spritgrunden. Værket vil kunne ses under indflyvning til Aalborg Lufthavn og forventes at blive et markant vartegn for byen.
Kunstinstallationen koster i alt 100 mio. kr., mens etableringen af et kunstcenter koster 107 mio. kr. Centret skal drives af en erhvervsdrivende, selvejende fond.
Arealet planlægges endvidere at huse det nye Aalborg Teater, et spiritcenter med mikrodestilleri, et chokoladeoplevelsescenter, torvehal/street food, boutique-hotel, almennyttige boliger og luksuslejligheder med mere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst