Miguel de Cervantes: Don Quijote

Der er så meget kærlighed til teateret i den forestilling, som man lige nu kan opleve i det lille amfiteater bag Kunsten i Aalborg. Der er lyst til udklædning, til leg, til at få folk til at le, og der er gjort god brug af det omrejsende sommerteaters begrænsede mulighed for effekter.

Vi får røg i flere farver, scener i flere niveauer, en lift, høballer, udstoppede dyr og meget andet, der med kreativitet og snilde levendegør Cervantes’ mere end 400 år gamle historie i en ung, munter og moderne udgave, der også forsøger at knytte fortid og nutid sammen i en lille intro om, hvordan årets forestilling er valgt og hvilke præmisser, truppen mener skal opfyldes, for at få publikum i tale.

Måske lyder det tørvetrillende, men det er det absolut ikke, heller ikke selvom vi får mange ord og romanens store og vigtige temaer med: håb og drømme, om at falde uden for normerne, galskab og vilje til at prøve eventyret af, kærlighed, at kæmpe for en sag, der for andre synes håbløs, at udvise mod, møde nederlag og at miste sine illusioner, som ellers er det, der holder en oppe i med- og modgang, når verden er afskyelig og hjerteløs.

Vi får underholdning uden likes, bragt til os fra fortiden og med det vigtige formål at skaffe publikum mavekramper via motion af lattermusklerne.

De fleste kender i store træk historien om den romantiske og idealistiske Don Quijote, der slipper jordforbindelsen og drager landet rundt i søgen efter eventyr og hæder, opfyldt af gode hensigter. I daglig tale henviser vi ofte til ham med udtrykket at kæmpe imod vindmøller i betydningen at kæmpe forgæves for en sag.

Og også Cervantes ønskede at få folk til at le med sin parodi på datidens ridderromaner. På den måde er forestillingen tro, både mod de opstillede præmisser fra introen og romanforlægget.

Vores helt er ikke ridder, han er en forarmet herremand, der på sin hest Rosinante – der langtfra er en fyrig stridshest, men bare en kæphest - drager ud i verden for som ”vandrende ridder" at tage kampen op mod alskens ondskab og trolddom. Alt til ære for den skønne Dulcinea, en køn bondepige, som han er udsigtsløst forelsket i. Han er ledsaget af sin væbner, den godhjertede, men enfoldige Sancho Panza, der går med og drømmer sin egen drøm.

Selvom Don Quijote er ridder i hjertet – hvor ellers, som Teatret Slotsgaarden så rigtigt påpeger - medfører hans forvrængede virkelighedsopfattelse en lang række fjollede og decideret ulykkelige situationer, hvor hans indsats gør ondt værre eller bare ikke har nogen effekt.

Som da han kæmper imod en vindmølle, (nej, det er ikke en vejrmølle!), som han bilder sig ind er en fjendtlig kæmpe. Meget kreativt udført ser vi som publikum vindmøllen med Don Quijotes øjne.

Teatret Slotsgaardens mission er at være mødested og laboratorium for unge skuespillere, der gerne går i flæsket på de arketypiske tekster, som kendetegner sommerteatergenren. Det betyder overraskende og anderledes teateroplevelser.

TEATER

Teatret Slotsgaarden

Miguel de Cervantes: Don Quijote

Instruktør: Johan Sarauw

Scenograf: Jo Hedegaard

Medvirkende: Morten Klode, Amanda Bøgestrøm, Sophie Zinckernagel, Lukas Lykke, Villads Bugge Bang

Spiller på Kunsten i Aalborg til og med mandag

Amfiteateret bag Kunsten er som at sidde i skyggen i en lidt forsømt baggård. Det tager lidt af charmen ved sommerteater, men heldigvis formår teamet at udnytte mulighederne, også når mågerne giver deres besyv med og også gerne indtager scenen.

De medvirkende spiller i høj grad ind med alt, hvad de kan som skuespillere, og som publikum er man så tæt på, at man risikerer at blive inddraget i handlingen.

Så tag roligt en aften under åben himmel og få et godt grin, mens løjerne udspiller sig i rask tempo og med timingen i orden.