Hagl skudt gennem hoveddør: Politiet leder efter bil
En mand fra Aalborg fik en brat opvågning ved midnatstid
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:55
Opdateret med efterlysning og status fredag kl. 13
AALBORG: Nordjyllands Politi gik fredag morgen i gang med at genafhøre vidner og foretage nye tekniske undersøgelser i forbindelse med en skudepisode på Byvænget i Aalborg natten til fredag.
En 46-årig mand, som bor i et rækkehus, var gået i seng og lå og sov i sit soveværelse, da han ved midnatstid blev vækket af skud mod sin hoveddør.
Kort efter hørte han en bil speede op og køre fra stedet.
Nordjyllands Politi fik en anmeldelse om sagen klokken 00.09.
Politiet sendte en patrulje af sted til Byvænget, og her fandt betjente ganske rigtigt to skudhuller i fordøren, som formentlig stammer fra et jagtgevær.
- Manden bor alene i huset, og han kom ikke til skade ved skyderiet, siger vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi.
Haglene fra geværet er gået igennem fordøren, og er fundet i huset.
- Det ligner mest et forsøg på en advarsel eller en trussel, siger vagtchefen.
Efterlyser bil
Politikommissær Martin Rolighed, Nordjyllands Politi siger, at motivet til skyderiet ikke er klarlagt.
- Vi har grund til at tro, at gerningsmanden eller -mændene har kendskab til den 46-årige mand, siger han og understreger, at det ikke ser ud til, at skyderiet er banderelateret.
I forbindelse med sagen efterlyser Nordjyllands Politi en nyere, lys bil med LED-forlygter, som er set køre fra gerningsstedet lige efter skuddene faldt.
Den er formentlig kørt ad Bygaden i Skalborg, fortæller politikommissær Martin Rolighed, Nordjyllands Politi.
Han beder folk, som har set en bil, som kunne være den efterlyste, henvende sig til Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.