Politi

Han begik en række indbrud. Nu skal han i fængsel

36-årig mand har fået straksdom efter en række indbrud

En 36-årig mand har fået en straksdom efter indbrud i lejligheder i Aalborg og Nørresundby.
En 36-årig mand har fået en straksdom efter indbrud i lejligheder i Aalborg og Nørresundby. Henrik Bo

Opdateret kl. 16:54

En 36-årig mand har fået en straksdom efter en række indbrud natten til onsdag.

Fire tilfælde af indbrud i lejligheder i henholdsvis Aalborg og Nørresundby blev anmeldt, og allerede den følgende formiddag blev en 36-årig mand sigtet for indbruddene. 

Han blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han modtog en straksdom på 6 måneders ubetinget fængsel.

Ved indbruddene i de forskellige lejligheder, rundt omkring i Nørresundby og Aalborg, blev der blandt andet stjålet spilkonsoller, computere, kontanter, dankort, sundhedskort og biografbilletter.

Efterforskning førte Nordjyllands Politi på sporet af en 36-årig mand fra lokalområdet.

På baggrund af efterforskningen foretog politiet en ransagning på mandens adresse, her blev der fundet koster fra de fire indbrud, der var anmeldt tidligere på dagen. 

Derudover fandt politiet også effekter fra et yderligere indbrud, som først blev anmeldt på det tidspunkt, hvor ransagningen fandt sted. 

Manden blev sigtet og dømt for hæleri og fem tilfælde af indbrud.

Stjålne effekter tilbage hos ejerne

De forurettede har allerede fået størstedelen af deres ejendele retur – herunder en computer, der indeholdt en eksamensopgave, som skulle afleveres senere på ugen.

Den sigtede blev fremstillet i grundlovsforhør i dag, torsdag, her blev han idømt en straksdom på 6 måneder.

Politikommissær Ulf Munch Sørensen, der leder Berigelses Efterforskning Aalborg, fortæller om det korte forløb:

- En kort men intens efterforskning gjorde, at vi hurtigt kunne identificere og handle på en række spor. Det er altid en stor tilfredsstillelse at kunne tilbagelevere ejendele til de forurettede – særligt når det drejer sig om personlige og vigtige ting som fx en eksamensopgave.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden