Chef for 3000 offentligt ansatte stopper øjeblikkeligt - har ikke været på arbejde i ugevis
Dagtilbudschefen i Aalborg Kommune Hans Christian Mariegaard fratræder

Børn og Ungeforvaltningen har til huse på Godthåbsgade i Nørresundby. Arkivfoto: Michael Bygballe
OPDATERET 15:48 MED KOMMENTARER FRA AALBORG KOMMUNE.
AALBORG:I ugevis har dagtilbudschefen i Aalborg Kommunes Børn og Unge-forvaltning Hans Christian Mariegaard ikke været på arbejde.
Kommunen har været fåmælt om årsagen, men skriver nu i en meddelelse til medarbejderne, at Hans Christian Mariegaard fratræder efter gensidig forståelse.
- Der er i gensidig forståelse indgået en fratrædelsesaftale mellem Hans Chr. Mariegaard og Aalborg Kommune, idet det er vurderingen, at der er behov for en ny chef på området samtidig med, at Hans Chr. Mariegaard ønsker at søge nye udfordringer, skriver direktør i forvaltningen Jakob Ryttersgaard.
Dagtilbudschefen havde ansvar for omkring 3000 medarbejdere og 13.500 børn i kommunens vuggestuer og børnehaver og stopper med øjeblikkelig virkning.
Nordjyske har spurgt direktør Jakob Ryttersgaard om, hvorfor forløbet har trukket ud og Hans Christian Mariegaard har været hjemsendt i ugevis, og om der er andre årsager end de nævnte til, at Hans Christian Mariegaard forlader sit job.
- Vi har indgået en fratrædelsesaftale, og derudover kan jeg ikke kommentere det yderligere, fordi der er tale om en personalesag, siger han til Nordjyske.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.