Hasseris: Der må højst bygges tre etager

Lokalplan, som ville tillade fire etager, har politikerne annulleret

Niels Brauer
Boligblokkene på Otiumvej må højst være i tre etager, siger by- og landskabsudvalget. Arkivfoto : Grete Dahl
19. maj 2017 08:42

AALBORG: Tre etager på Otiumvej-blokkene i Hasseris er maksimum!

Det er signalet fra by- og landskabsudvalget, efter at det annullerede forslaget til nyt kommuneplantillæg og lokalplan for Otiumvej i Hasseris

Forslaget ville tillade nybyggeri på fire etager i stedet for de tre nuværende toetagers blokke på Otiumvej, men mere end 100 indsigelser fra især omkringboende fik by- og landskabsforvaltningen til at trække i bremsen og til at indstille til politikerne, at forslagene blev annulleret.

- Fire etager dér er for meget. Det er maksimalt tre etager, man kan arbejde med i området, siger by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) i kølvandet på, at politikerne fulgte forvaltningens indstilling.

Ifølge rådmanden er det nu op til bestyrelsen (for Fonden Otiumgården, der ejer de tre blokke, red.) at komme med et udspil, hvis lokalplansarbejdet skal genoptages.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!