Hele landet får glæde af Aalborgs Kommunes ekspertviden

Aalborg Kommune har vundet et udbud om at rådgive borgere og kommuner i hele landet om socialt udsatte børn og unge

Mai-Britt Iversen. Arkivfoto: Nicholas Cho Meier

Mai-Britt Iversen. Arkivfoto: Nicholas Cho Meier

AALBORG:Det Specialiserede Døgntilbud i Aalborg Kommune skal fremover levere ekspertviden til ansatte og borgere i landets andre kommuner. Det skal ske i de mest komplekse sager med børn og unge, der er udsatte eller har været udsat for omsorgssvigt, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det Specialiserede Døgntilbud har netop i skarp konkurrence med andre ansøgere vundet udbuddet om at blive såkaldt VISO-leverandør inden for to områder: Børn og unge der har været udsat for omsorgssvigt og socialt udsatte børn og unge.

Ifølge Socialstyrelsen gives opgaven kun til landets dygtigste specialister.

- Vi kan i Aalborg være stolte af, at vi i Det Specialiserede Døgntilbud har så et stærkt fagligt miljø, at vi nu kan hjælpe med viden til andre dele af landet, siger rådmand Mai-Britt Iversen, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.

Det Specialiserede Døgntilbud har en bred erfaring med børn og unge i alderen 6-18 år, der har så mange udfordringer, at de ikke kan få tilstrækkelig støtte i andre tilbud. Det er børn og unge med flere diagnoser som for eksempel ADHD, skizofreni og Tourettes syndrom.

- Med opgaven følger der ekstra ressourcer og kompetenceudvikling til at udvikle det faglige miljø endnu mere. Det får selvfølgelig også lokal betydning, at man kan opbygge og udbygge en stor faglig ekspertise, fortæller leder Brian Tjørnelund fra Det Specialiserede Døgntilbud.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.