Coronavirus

Henrik ærgrer sig over nye restriktioner i nattelivet: - Det er bekymrende

Partneren i Rekom Group, der ejer 11 barer og diskoteker i Jomfru Ane Gade, frygter, at nogle i branchen knækker nakken

Partner i Rekom Group, der ejer 11 værtshuse og diskoteker i Jomfru Ane Gade, Henrik Foget Jensen, kræver bedre kompensation. Arkivfoto: Martin Damgård

Partner i Rekom Group, der ejer 11 værtshuse og diskoteker i Jomfru Ane Gade, Henrik Foget Jensen, kræver bedre kompensation. Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG:For tre måneder siden fik sidste del af nattelivet endelig lov til at åbne fuldt og helt igen efter en lang, lang nedlukning. Natklubber og diskoteker fik igen fyldt dansegulvene.

Onsdag slukkede regeringen for diskokuglen igen, og Jomfru Ane Gade kommer fra fredag til at ligge øde hen, når klokken passerer midnat.

Henrik Foget Jensen er Lead Specialist og partner i Rekom Group A/S, der ejer i alt 11 værtshuse og natklubber i Jomfru Ane Gade. Han ærgrer sig over, at feststederne igen skal holde lukket.

- Vi er rigtig kede af det. Vi er jo en hårdt ramt branche i forvejen, og vi kommer endnu engang til at bøde for det her, siger han og understreger, at værtshusene selvfølgelig vil efterleve alle regler.

Han opfordrer ministeren til at tænke sig rigtig godt om, når der skal forhandles kompensationspakker på plads.

- De skal være bedre, end de plejer at være. Vi har ventet på at få kompensationer, som ikke er kommet i hus endnu. Mange i branchen sidder med et underskud, og nu får de fjernet deres indtjening i december. Så hvis det bliver kompensationer, som er magen til det, vi kender, så er det bekymrende, siger Henrik Foget Jensen.

Frygter lukninger

Han er ikke i tvivl om, at det kommer til at betyde lukninger af barer og diskoteker.

- Ikke i Jomfru Ane Gade, men i provinsen, siger han dystert.

Henrik Foget Jensen efterlyser derfor en 100 procents kompensation - også til lønninger.

- Når vi har bibeholdt noget af personalet, så har vi stadig skullet betale 25 procent af deres løn. Det lyder jo ikke af ret meget, men det er det, når man ikke har nogen indtjening. Så bliver man nødt til at låne rundt om, siger den nordjyske partner.

Derfor er det eneste rigtige at kompensere fuldt ud, mener han.

- En 100 procents kompensation skal det være, og der skal meget mere ekspres på udbetalingen. Selvfølgelig skal der være dokumentation, men det har virkelig været besværligt, siger han.

Nu bliver resten af december og nytåret over uden fest og farver i blandt andet Jomfru Ane Gade - i hvert fald efter midnat.

- Det plejer at være én af de vigtigste sæsoner, og den mistede vi sidste år og igen i år. Julefrokoster, 1. og 2. juledag og nytårsaften er væk. Det er store dage, siger Henrik Foget Jensen.

Han skal sammen med resten af Rekom Group have kigget på reglerne over de kommende dage. Måske kan det betale sig at holde nogle steder åbent til midnat.

- Det har noget med kompensationer at gøre. Om det bliver procenter af omsætningen eller andet. Måske kan det betale sig at holde et ud af fire stedet åbne. Vi vil jo også gerne, at folk kan huske os bagefter, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden